Ringenes Herre 1

Jeg sang om bladene, blade af guld, og blade af guld monne gro,
Om vinden jeg sang, om vinden, der kom og mellem grenene lo.
Hinsides månen og hinsides solen og dér, hvor bølgerne flød,
Ved Ilmarils kyst, der vokste et træ, og gyldne grene det skød.
Hist under Evignats stjerner det lyste i Eldamar,
I Eldamar det lyste, hvor Tirions mure var,
Hvor gyldne grene har bredt sig, mens tiden videre gik.
Og her hinsides havet elvere står med tårefuldt blik.
Ak, Lórien! Er vinter nær med bladløs dag så kort?
I floden falder bladene, og floden flyder bort.
Ak, Lórien! For længe nu jeg dvæled på din muld,
Og i min blege krone er en elanor som guld.
Om skib jeg skulle sjunge. Hvad skib var der for mig?
Og ville det mig bære hjem ad havets salte vej?

Se vejen går og går og går
Fra den begyndte ved min dør,
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når en større vej,
Som mange stier iler mod.
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.

I hjertet på selv den fedeste og fejeste hobbit er der begravet et spirende mod (ganske vist ofte dybt nede) – et mod, der kun venter på en virkelig alvorlig og desperat fare for at vokse frem.