Fortælleren Erlend er i sin bedste alder, 29 år gammel. Stor og stærk og i god form. Han spørger sig selv: Hvad har jeg bygget? Han ser på pensionisterne og tænker, at de har bygget deres, og nu kan de slappe af med god samvittighed. De har løftet i flok. Men Erlend, han har ikke løftet i flok. Han kan ikke tage den med ro. Det, der skal bygges af ham, er endnu ikke bygget. Problemet er bare at han lever i en verden hvor alt er færdigbygget og opdaget. Tor Heyerdahl, århundredets nordmand, har sejlet på alverdens have, og har bevist både det ene og det andet. Bland andet at polynesierne kan være kommet over havet fra Sydamerika på flåder at balsatræ. Erlend vil også gerne gøre noget for sit land. Men hvad skal han bidrage med? Hvad skal han opdage? Der er jo ikke mere tilbage at udforske. Og dog. En dag hvor han er ude at løbe på skøjter udvikler han en teori om at urbefolkningen i Sydamerika kan være gået over isen, dengang Stillehavet var frosset til, og på den måde være nået til de polynesiske øer. Måske havde de endda en slags primitive skøjter og lod sig føre af vinden. Erlend beslutter sig for, at drage på en ekspedition til øen Manuae i Polynesien for at bevise sin teori. Han samler et "team" på seks plus sig selv. Alle deltagerne i ekspeditionen har hver sit absurde og naive mål for opholdet på øen.
