Kirsten har intet problem med at spise lige inden, hun skal sende nyheder, for hun er ligesom morænen - havets grovæder. Rasmus har det derimod bedst med at tygge maden 30 gange, inden han synker, efter han engang kastede en hel halv cocktailpølse op gennem næsen. En kendt vandrehistorie, som Kirsten bestemt ikke køber. Hvad hun heller ikke køber, er Mette Frederiksens udtalelse om Martin Rossens manglende indflydelse i Koordinations- og Økonomiudvalget, og spørgsmålene er efterhånden ved at hobe sig op til Socialdemokratiet, der tilsyneladende kun praktiserer envejskommunikation. Kirsten afslører en historie om Rasmus, som ikke sætter ham i det bedste lys. Og mens historien gør det svært for Nina at se sin redaktør i øjnene, så er Kirsten ved at brække sig over de jubelidiotiske danskere, der hiver klaphattene frem, hver gang en dansker gør bare det mindste i udlandet. For sandheden er, at Margrethe Vestager ikke har bedrevet en skid andet end at pakke alt ind i roser og identitetspolitik. Og så har Kirsten fået fingrene i Kaspar Collings første tale for DanKlima, der er til mig, til jer og til hinanden.
