Hermann Hesse

Men midt i den frihed han havde opnået, gik det pludselig op for Harry at hans frihed var en død, at han stod alene, at verden på en uhyggelig måde lod ham være i fred, at menneskene ikke angik ham længere, ja, at han ikke angik sig selv, at han langsomt var ved at blive kvalt i en luft der blev tyndere og tyndere af ensomhed og manglende forbindelse med andre.

Ligesom enhver styrke også kan blive en svaghed (ja, under visse omstændigheder nødvendigvis må være det) kan den typiske selvmorder omvendt ofte gøre sin tilsyneladende svaghed til en styrke og en støtte, ja, han gør det usædvanlig ofte.

At ‘mennesket’ ikke er noget allerede skabt men et krav ånden stiller, en fjern mulighed, som både ventes med længsel og frygtes, og at vejen derhen kun bliver tilbagelagt et lille stykke ad gangen og under frygtelige kvaler og ekstaser af netop hin sjældne enkelte som man forbereder et skafot til i dag og mindesmærke til i morgen – denne anelse lever også i Steppeulven.

Og at alt dette, ligesom radioens spæde begyndelse i dag, kun vil tjene til at menneskene flygter fra sig selv og deres mål og omgiver sig med et stadig tættere net af adspredelser og unyttig travlhed.

Men denne nat var første gang siden det var begyndt at gå ned ad bakke for mig at mit eget liv så på mig med ubønhørligt strålende øjne, og hvor jeg atter indså at tilfældet var min skæbne og min tilværelses ruinlandskab et fragment af det guddommelige. Min sjæl åndede på ny, mine øjne kunne se igen, og i nogle øjeblikke havde jeg en intens fornemmelse af at jeg bare skulle samle min opsplittede billedverden, bare skulle ophøje mit Harry Haller’ske liv som Steppeulv til et helhedsbillede, for selv at blive del af billedernes verden og være udødelig. For var det da ikke det ethvert menneskeliv var et tilløb til, det mål det forsøgte at nå?

At se de hellige historier, deres helte og mirakler, som gav vores barndomstid den første dæmrende anelse om en anden, en overmenneskelig verden, udspille sig mod entré foran et taknemmeligt publikum, der spiste deres medbragte boller i ro og mag – et fint lille billede på vores tids kæmpemæssige udsalg af bras og kultur. Det havde ved gud været bedre hvis jøderne og alle andre mennesker var gået under sammen med egypterne for at forhindre dette svineri, hvis de havde mødt en voldsom og anstændig død i stedet for at lide den forfærdelige skin- og halvdød vi gør i dag. Ja!

Hvor havde jeg været dum og barnlig dengang hvor jeg, en menneskekærlig krigsmodstander, var blevet forfærdet over de billeder! I dag vidste jeg at ingen dyretæmmer, ingen minister, ingen general var i stand til at udklække en eneste vanvittig tanke eller billede i sin hjerne, som ikke kunne findes lige så modbydelig, vild og ond, rå og dum i mig selv.