Wilbur Smith

160 kilometer sydpå, ud i ørknen, til den

bånd, der havde udviklet sig gennem årene, og som nu var stærkt som floretsilke

»Vil De dermed sige, Napier, at major Wilson med velberåd hu har besluttet at overnatte på den modsatte bred, til trods for at jeg klart orienterede ham om den dermed forbundne risiko?«

Maskingeværet var slået af stativet, og gulvet var vådt og glat af blod.

Der hørtes høje råb og skydning lige foran dem.

»Windsor Park. I gardens Polo-klub.«

ktion, oplagring og anven‍

Men svigtende helbred og uenighed om fastholdelsen af guldfoden var kommet imellem, så han trak sig tilbage fra al politik og havde ladet sig udnævne til medlem af højesterets appelret.

»Helbredet?« spurgte Smuts?

»Nej, guldfoden,« sagde Hertzog dystert. »Han har i sinde at kaste sig imod os, fordi vi bliver ved guldfoden.«

»Hans indflydelse er enorm,« udbrød Blaine.

»Vi kan ikke tillade ham at så tvivl om vores politik,« indrømmede Hertzog. »Hvis han henvender sig til offentligheden, kan det blive katastrofalt. Derfor må vi først blive enige om en politik om guldet. Det er afgørende, at vi viser en fælles front.« Han så på Smuts.

»Jeg er enig,« sagde Smuts. »Vi må ikke bringe den nye regering i vanry, aller

ar også en anden i lokalet. Det

Som skulkende skoledrenge sneg de sig hen over terrassen og ned mellem daddelpalmerne til floden.