Anthony Doerr

Men det er ikke tapperhed; jeg har ikke noget valg. Jeg vågner og lever mit liv. Er det ikke det samme med dig?”

Havet er alt! Det dækker de syv tiendedele af jordkloden ... Havet er bærer af en overnaturlig og ødsel eksistens; det er kun bevægelse og kærlighed; det er den levende uendelighed

At bo i troperne er konstant at blive mindet om (jeg finder en hveps i mine ris, en eltrise i mit barbervand), at det er umuligt at eje noget. Vejen, der løber forbi mit hus, tilhører i højere grad, hvad det end er, der laver de hundredvis af små bunker rødt støv, end nogen af os andre. Solstrålerne i denne lejlighed tilhører fluerne; vindueshjørnerne tilhører edderkopperne; loftet tilhører gekkoerne og kakerlakkerne. Vi er kun lejere her. Selv den ene ting, vi tror, er vores – den tid, der bliver tildelt os her på jorden – tilhører den virkelig os?

Hvem af os kan, når alt ser værst ud, forvente at blive reddet? Har du elsket dit liv? Har du værdsat hvert et mirakuløst åndedrag?

Drømmene blev kvalt af virkeligheden. At blive voksen indebærer at begrave muligheder, den ene efter den anden.

Men hvad var en familie? Det var utvivlsomt andet og mere end gener, øjenfarve, kød. Familie var historie: sandhed og kamp og gengældelse. Familie var tid.