D.H. Lawrence

Hun drømte stadig om William og om, hvad han ville kunne drive det til med hende bag sig. Aldrig et sekund ville hun overfor sig selv indrømme, hvor tungt hendes hjerte var af angst på hans vegne.

Bøn var hende en nødvendighed. Så sank hun hen i selvopofrelsens rus og drømte sig selv ind i en Gud, der blev ofret, en ekstase, som giver mange menneskesjæle den dybeste lykke.

Paul gik hjem og var optaget af at skænke for gæsterne. Faderen sad ude i køkkenet sammen med fru Morels slægtninge, ”fine” folk, og græd og sagde, hvilken god tøs hun havde været, og hvorledes han havde prøvet at gøre alt, hvad han kunne for hende – alt. Han havde hele sit liv stræbt efter at gøre, hvad han kunne for hende, og han havde intet at bebrejde sig. Hun var borte nu; men han havde gjort sit bedste for hende. Han tørrede øjnene med sit hvide lommetørklæde. Han havde intet at bebrejde sig, gentog han. Hele sit liv havde han gjort sit bedste for hende.

Og det var sådan, han forsøgte at gøre sig kvit med hende. Han tænkte aldrig på hende personligt. Han fornægtede alt dybt nede i sig. Paul hadede sin fader for, at han sad og blev sentimental over hende. Han vidste, at han ville sidde sådan på værtshusene. For den virkelige tragedie gik sin gang i Morel på trods af ham selv.