Niels Brunse

Når Duncan sover –

og de strabadser han har haft på rejsen

indbyder til det – så vil jeg beværte

hans to lakajer ved et drikkelag,

så deres huskeevne, hjernens vogter,

blir til en tåge, og forstandens sæde

en bryggerkedel; når de segner om

i svinsk og døllet søvn, der ligner døden,

hvad kan vi to så ikke gøre mod

den værgeløse Duncan?

Da Buddenbrooks’ sørgeår endnu ikke var omme, blev de to forlovelser kun fejret i familiens kreds