Hans Christian Andersen

Til gården hørte der både skove og søer, og tæt ved de smukke bygninger havde skræppebladene vokset sig så store, at små børn kunne stå oprejst under dem.

„Vi ere meget forskjellige, Bernardo!“ sagde jeg, „og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved Dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen.“

„Det vilde være daarligt for Venskabet,“ svarede han, „nei da vilde det være slidt op før vi vidste det. — Venskab er som Kjærlighed, det bliver stærkest ved Skilsmissen. Jeg tænker tidt paa, hvor det i Grunden maa være kjedeligt at være gift; idelig og idelig at see hinanden, og det ind i alle Folder. De fleste Ægtefolk ere da ogsaa kjede af hinanden, det er kun et Slags Anstand, en Art Godmodighed, der holder dem sammen i Længden. Jeg føler det godt med mig selv, at om mit Hjerte brændte nok saa heftigt, og hendes, jeg elskede, brændte, som mit: naar Luerne mødtes, vilde de slukkes. Kjærlighed er en Længsel, og Længselen døer, naar den opfyldes.“

Signora eller, da vi jo veed hendes Navn, Santa kom os med aabne Arme imøde. Den lyseblaae Silkedragt klædte hende godt; havde hun været lidet mindre fyldig, kunde hun have gjældet for meget smuk.

„De er ikke et Menneske som Andre! en poetisk Figur er De, og seer De, selv den ideale Annunziata vil have en Mand; derfor kunde hun foretrække Bernardo, der staaer saa dybt under Dem.“ — „Men,“ vedblev hun. „De faaer mig til at tale saaledes, som jeg som Dame neppe kunde; Deres forunderlige Uskyldighed og ringe Kjendskab til Verden faae Andre til at blive ligesaa naive i Tale, som De er i Tanke!“ og nu loe hun høit og klappede mig paa Kinden.

Det var afgjort, jeg vilde optræde som Improvisator. Dag for Dag følte jeg mere Mod dertil; i Marettis Huus og i enkelte Familier, hvis Bekjendtskab jeg der havde gjort, bidrog jeg ved mit Talent til Selskabets Underholdning og høstede den største Lov og Opmuntring. Det var en Vederqvægelse for min syge Sjæl; jeg følte en Lyksalighed derved, en Taknemmelighed mod Forsynet, og Ingen, der kunde læse min Tanke, vilde have kaldt den Ild Forfængelighed, som brændte i mit Øie, det var ubesmittet Glæde; jeg havde ordenligt et Slags Angest ved den Lov man tildeelte mig, jeg frygtede at være den uværdig, eller ikke altid at kunne bevare den; jeg følte dybt og vover at sige det, skjøndt det gjælder mig selv saa meget: Roes og Opmuntring er den bedste Skole for en ædel Sjæl, hvorimod Strenghed og ubillig Dadel enten forkuer den eller vækker Trods og Overmod; jeg har lært det af egen Erfaring.

vare Alle oprømte, fortalte Anekdoter og komiske Smaatræk af Dagslivet, og den lille Abbedisse loe. Det gav mig Mod, jeg kom frem med nogle Ordspil, som just paa den Tid spillede en stor Rolle i flere Kredse i Byen; men kun den Lille loe, de Andre standsede i Smilet, sagde, det var noget daarligt Stads, det var ogsaa Noget at fortælle; jeg forsikkrede, at næsten paa alle andre Steder i Rom morede man sig derover.

„Det er jo noget Ordbram,“ sagde Francesca. „Ja slig Overfladiskhed kan han finde Fornøielse i! Hvad der dog kan beskæftige en Menneskehjerne!“

Det beskæftigede mig i Sandhed kun saare lidet, men jeg vilde ogsaa bidrage mit til Munterheden, og hvad jeg fortalte, forekom mig ret morsomt og gjaldt for at være det. Jeg blev forstemt og taug.