Rolf Stavnem

Det havde aldrig strejfet Hannah, at hun ville komme til Stony Cross Park.

han. “Det her er måske noget af det mest konkrete, men det virker helt ulogisk. Hvad har en norsk stortingspolitiker med valutarøveriet at gøre?”
“Det kan passe med noget, Edel Holt fortalte,” sagde Line. “I løbet af alle de år, hun arbejdede for Clausen, oplevede hun tre gange, at noget plagede ham og påvirkede hans arbejdsindsats. Det var, da hans kone døde, da han mistede sønnen og så endnu en gang, som hun ikke kunne relatere til noget konkret, men som lå midt imellem de to hændelser. Det er omtrent samtidig med røveriet og Simon Meiers forsvinding.”
Wisting trak iPaden til sig.
“Nyhedsindslaget blev sendt om aftenen, samme dag som Simon Meier blev set sidste gang,” sagde han og fortalte, hvordan han havde tænkt sig at bruge Line til at få indblik i forsvindingssagen.
“Jeg har aftalt at møde Adrian Stiller på hans kontor i morgen klokken 12,” sagde Line.
“Hvad sagde han?” spurgte Wisting.
“Han virkede skeptisk, men det tror jeg mest handlede om, at han ikke forventer, at der er noget at stille op med sagen. Han virkede ikke særlig optimistisk.”
Et vindstød sendte regn mod vinduet. Mortensen tog en slurk af kaffen og satte koppen forsigtigt fra sig.
“De ringede fra laboratoriet, mens jeg var på vej hertil,” sagde han, mens han havde blikket rettet mod nye sms’er på telefonen. “De fik hit på to af fingeraftrykkene fra pengekasserne, men det gør egentlig bare det hele mere forvirrende.”
Wisting trak stolen nærmere bordet.
“Hvem er der tale om?” spurgte han.
“De stammer fra samme person,” svarede Mortensen. “En, der hedder Finn Petter Jahrmann.”
Navnet sagde ikke Wisting noget.

gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en halvfuld boks med kartoffelsalat og kødpålæg

Teknikeren lavede snittet i plastikken større og vippede hovedet til side, så ansigtet kom til syne.

at sove i sit skur. Han vågnede ved, at Ingeborg stod hos ham og sagde, at der dagen før havde været bud fra Osvald Hekne. Et bud af den s

Sprockhoff rømmede sig og nikkede mod fadene. Der var gyldne kager og skinnende rødt syltetøj. Fru Røhme var kendt for at lave den fineste festmad i hele sognet, og hendes krumkage var særlig berømt. Hun viklede dejen omkring en stor kegleform, så der var plads til rigeligt med fyld, og krumkagerne på disse fade var tynde som julegavepapir og særdeles sprøde.
Og dermed var de yderst svære at spise pænt.
Allerede ved første bid knækkede Jankuhns krumkage, og han fik multeflødeskum på de nystrøgne uniformsbukser, som, da han prøvede at tørre det væk, kun trængte endnu dybere ned i det lodne stof og efterlod en blank plet ved lysken. Sprockhoff forsøgte sig også med en krumkage, men vidste ikke, at man bør lægge hovedet en smule på skrå og opad, når man tager den første bid, og til hans store irritation begyndte kagen at smuldre, og så blev han endnu mere hårdhændet og prøvede at spise den i en fart for at dække over, at han ikke havde styr på det, og det resulterede i, at kagen faldt fra hinanden og dumpede ned på hans bryst mellem to medaljer. Det gik en smule bedre for Günther i begyndelsen, men så begik han selve kardinalfejlen: Han drejede krumkagen og ville spise fra den tynde ende, men havde selvfølgelig fyldt den for meget, så den fik overvægt, knækkede over i to, og hindbærsyltetøj og multeflødeskum drev ned ad hans skjorte.
Astrid lænede sig ind over bordet.
Tiden var kommet til det mest risikable glansnummer ved et norsk kaffeselskab. At spise krumkage uden underkop på den måde, hun havde lært af selveste fru Røhme.
Astrid tog en krumkage fra fadet. Den vejede næsten ingenting. Hun lagde rigeligt med multeflødeskum i og drejede kagen, så det kunne løbe ned. Nu gjaldt det om at vente længe