Anna Ekberg

Det må være en overlevelsesmekanisme. Sådan tænker Helene imens hun stirrer på den mørke ring som kaffekoppen har efterladt på det hvidlaminerede skriveb

Sådan havde hun læst at Tom Jones havde svaret i et interview engang da en journalist spurgte ham hvordan han dog kunne holde ud at synge de samme sange igen og igen.

evig strøm. Vandet der løber, helt klart, de små sten, en bæk. Hun kan se selv om det er mørkt omkring hende: nåletræerne, skoven og … en lille vej? Louise åb

beroligende ud med armen, men kan ikke skjule at han er beklemt ved situationen. Elegant får han gennet

Louise Andersens forsvinden. I det tilfælde er det bedst hvis der ikke er for mange historier i omløb.
Joachim glor på advokaten, forsøger at forstå hvad krybet siger. At der er

sig godt til rette i den ene af de to vinrøde lænestole som står klemt inde i hjørnet op mod vinduet. Joachi

Helene forklarer om bækken, skoven. Og at hun vidste der var en vej på den anden side. Hun forklarer også at d

skal ned i kælderen. Han tænder lyset nede i den tomme kældergang, et hidsigt hvidt neon­lys der oplyser den blege, sammenbidte flok mens de langsomt bevæger sig helt ned for enden af gangen. Han st

telefon, holder om den med begge hænder, klemmer det sidste strøm ud af den ligesom egyptiske koner vrider Nilens vand ud af vasketøjet. Fem procent tilbage. Lige meget. Han skal bare hjem. Hjem? Der findes intet hjem, men han skal finde mad

tænker Helene. Væk fra Edmund, fra den frygtelige sandhed, fra pressen der står uden for politistationen i Aarhus og venter på at tage flere billeder. Hvor mange billeder skal de have af hende, i håndjern, før de er tilfredse?
Helene ser sig omkring i de