Lev Tolstoj

ubehag voksede og blev til ikke en smerte, men til en følelse af konstant tyngde i siden og dårligt humør

måtte han lade sig behandle, og hun krævede af ham, at han opsøgte en berømt læge.

Alt var, som han forventede; alt gik, som det altid går. Både ventetiden og lægens påtagede vigtighed, som han genkendte, fordi det var den samme, han selv brugte i retten; og der var banken og lytten og spørgsmål, som krævede på forhånd bestemte og åbenlyst unødvendige svar, og en betydningsfuld mine, som indprentede én: De skal bare underkaste Dem os, så ordner vi alt – vi ved og tvivler ikke på, hvordan alt skal ordnes, altid på samme måde med et hvilket som helst menneske, De kan komme i tanker om.

oktoren sagde: Det og det viser, at De har det og det indvendigt; men hvis den og den undersøgelse ikke bekræfter det og det, så kan det være det og det. Hvis det er det og det, så … og så videre.

Det eneste, Ivan Iljitj ville vide, var, om hans tilstand var farlig eller ej? Men dette upassende spørgsmål ignorerede lægen.

Det handlede ikke om Ivan Iljitjs liv, men om en diskussion mellem løse nyrer og blindtarm. Og den diskussion afgjorde lægen på blændende vis for øjnene af Ivan Iljitj, til fordel for blindtarmen, med en bemærkning om, at en urinprøve kunne give nye beviser, og i så fald kunne sagen blive genåbnet

Ud af doktorens resumé drog Ivan Iljitj den slutning, at lægen og såmænd alle andre var ligeglade

forsøgte at oversætte alle de rodede, uklare videnskabelige ord til almindelige ord og i dem læse svaret på spørgsmålet: Står det slemt, meget slemt eller ikke så slemt til med mig?

Denne anden berømthed sagde næsten det samme som den første, men stillede spørgsmålene anderledes. Og denne berømtheds råd gjorde blot Ivan Iljitjs tvivl og skræk større.

En bekendts bekendt – en meget dygtig læge – stillede en helt anden diagnose, og selv om han lovede helbredelse, forvirrede han Ivan Iljitj endnu mere med sine spørgsmål og forstærkede hans tvivl. En homøopat stillede en tredje diagnose og gav ham medicin, og i en uge tog Ivan Iljitj den i al hemmelighed. Men da han efter en uge ikke følte nogen effekt og mistede tilliden til både denne og de tidligere behandlinger, blev han endnu mere mismodig. En dag fortalte en dame, han kendte, om helbredelse ved hjælp af ikoner. Ivan Iljitj greb sig selv i at lytte opmærksomt og tro på det som et faktum. Det skræmte ham. ‘Er jeg virkelig blevet så mentalt svækket?’ spurgte han sig selv. ‘Sikke noget nonsens! Det er alt sammen noget vrøvl,