Psykologisk lommeordbog

narcissisme. Udtrykket stammer fra den smukke yngling i gr. mytologi, Narkissos, lat. Narcissus. Narkissos gengældte ikke Echos kærlighed og fik den straf at forelske sig i sit eget spejlbillede i vandoverfladen. I dag bruges udtrykket om en person, der er meget optaget af sig selv. For nogle år siden var det stærkt på mode og betegnede dels en bestemt type psykisk lidelse, som skulle være ret typisk for vor tid, dels unge der ikke fulgte samfundets normer. Som personlighedsforstyrrelse (narcissistisk personlighedsforstyrrelse) drejer det sig om en person, der tilsyneladende er velfungerende og vellidt og klarer sig godt. Og dog er der en indre tomhedsfølelse og meningsløshed. Personen svinger mellem stærk opstemthed, følelse af *grandiositet og nedtrykthed.
Man har udvidet denne individuelle forstyrrelse til at omfatte hele befolkningsgrupper, især unge. Man taler om præstationsangst, jeg-svaghed, manglende indfølingsevne, afhængighed af sanselige oplevelser, seksuel udfoldelse og dårlig evne til at formulere oplevelserne i ord. Denne »narcissistiske« ungdom er utilpasset, begår vold og hærværk, drikker og bruger stoffer.
narcissisme, primær. I psykoanalysen brugt om den tidligste udviklingsfase, hvor drifterne (libidoen) stadig er bundet til barnet selv. I denne fase betragtes det som den normale tingenes tilstand, men ses som en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, hvis den bliver ved eller opstår senere i livet. Teorien, som er omstridt, siger altså, at barnet starter sit liv med at elske sig selv, før det kan elske andre.
narcissisme, sekundær. I psykoanalysen en driftsbinding eller kærlighed, der vendes mod personen selv i stedet for mod andre mennesker

Milgram, Stanley (1933-84). Am. soc.psyk. der opnåede stor opmærksomhed ved sine studier af *lydighed

menneskesyn. Det er os sjældent nok bare at beskrive mennesket som andre dyrearter. Og selv et dyr er sværere at definere end en genstand. Når vi udtaler os om mennesket – eller om personligheden eller psyken – må vi benytte os af hjælpebegreber, i bedste fald en samling hypoteser. Vi kan så tale om en teori om mennesket. I visse tilfælde endda en videnskabelig teori om mennesket. For at kalde teorien videnskabelig skal den bestå af udsagn, der kan testes empirisk. Begrebet m er derfor bredere end »teori om mennesket«. M kan foruden at være videnskabelige også være filosofiske, dvs. bestå af udsagn om de egenskaber, som definerer et menneske, eller de kan være normative, dvs. handle om hvordan mennesket burde være. Videnskabelige m kan deles op som overvejende biologiske, psykologiske eller sociologiske, hvor den første tager mest hensyn til mennesket som organisme, den sidste ser på de sociale vilkårs indvirken på menneskets adfærd og bevidsthed. Psyk. teorier kan være fx behavioristiske, psykoanalytiske, marxistiske, humanistiske eller eksistentialistiske