Menneske uden hund

Men dørene ind til dagligstuen var omhyggeligt lukkede; han havde ingen anelse om, hvad de øvrige medlemmer af den hårdt ramte familie foretog sig for at få minutterne til at gå. Stakkels mennesker, tænkte han ufrivilligt.

engang. Pistolen var gået i baglås. Kristoffer

Heraf udsprang hans bøn.
Oh Herre, du som lige i øjeblikket ikke rigtigt eksisterer, men som måske er der, vil du ikke godt forhindre den forbandede rejse. Lad mig slippe, lad Sara slippe, forund mig og min datter en stilfærdig jul her i vort hjem i Kymlinge med pasta og hummer og Trivial
Pursuit og nogle gode bøger – og en tidlig juleprædiken, hvis vi orker at stå op – i stedet for denne miserable familiebegravelse med syv mennesker i en snæver, frostskadet, fireværelsers eternitvilla med åndeligt mørke og bundfrosne relationer, en vrissen gammelkommunist med svækket venstreside og hans forgræmmede kone. Gør hvad som helst, O Herre, men lad ingen komme til skade eller få skam. Bare som en ide, så kunne jeg godt tænke mig at glide på en frossen vandpyt og brække et mindre ben i min krop eller få en ikke alt for tung istap i hovedet, så langt er jeg parat til strække mig, men du ved bedst, Oh Herre. Toget går klokken 13:25, så det haster. På forhånd tak, og der er som sagt tre points på spil, amen.
Gunnar Barbarotti så på uret.

ærkebiskop Tutu sige i fjernsynet engang.
Eller måske var det selveste Mandela.
De der orker det, har pligt til at fortsætte med at orke det.