Dyrebar

Og det var det.

Og det var det.

Og det var det.

Og det var det.

Vil du ikke nok?

Han ser vurderende på mig med sine mørke øjne. Jeg kan se tvivlen i dem. Jeg er som altid bange. Men jeg er også vred.

Svaret fik vi et par minutter senere, da køkkendøren blev slået op med et brag, og Griff kaldte på sin bror. „Dy! Kom og hjælp mig! Der er væltet et træ.“

„Jeg skal nok hjælpe,“ sagde jeg og løb over mod døren. Min dovne søndag var slut. På vej forbi knagerækken fik jeg fat i en regnfrakke, der havde tilhørt Griffs far. Ingen havde råd til at være alt for protektionistiske angående udstyr på gården. En regnfrakke var ikke et relikvie. Den var ikke dyrebar. Livet gik videre.

„Tak, Zach,“ brummede Griff.

„Hvor er træet?“

„Det ligger tværs over hønsegården, men det er heldigvis bare et birketræ.“

Da jeg havde stukket fødderne i Dylans gummistøvler, løb jeg udenfor sammen med Griff. Det tog os kun et kvarters tid at flytte det væltede træ og få det flytbare hegn omkring hønsegården på plads igen.

„Tak, Zach,“ sagde Griff, da vi var færdige.

Sådan var det ikke for Lark, der tit krammede May og Griff og Audrey. Når der var trængsel i baren, satte hun sig på Griffins knæ, som var han bare et tilfældigt møbel.