Ridderne af den runde trappe

Det er først da Sara, Gardars mor, kommer farende med et spørgende forbavset udtryk i ansigtet, der kigger over skulderen på den blågrønne silkeslåbrok, at ordene, der kredser om hovedet på mig, bliver til at forstå på menneskesprog

Jeg mærker, hvordan enden af Gardars bræt støder imod trappetrinnet under mig, idet hans stemmes skrig falder ned gennem trappeskakten.

Der lyder et bump dernede

Jon griner.

Skrald-skrup-griner.

I øvrigt drypper tavsheden ned over os i små dråber vand fra loftet.

Men her, hvor vi går op ad den overdækkede trappe, den ene i hælene på den anden i stille, ridderlig tavshed, én, to, tre, fire, fem, den ene i hælene på den anden med de

Jon tænder en tændstik.

Noget mystisk er i færd med at ske.

Alle sammen er her.

I ildens gule skær bliver ansigterne næsten spøgelsesagtige.

Og det pusler

Det hviner i tremmedørens hængsler som i mellemsatsen i en langtrukken symfoni, da jeg slipper drengene ind ad døren, som man kan åbne indefra

Da vi var nået midtvejs i flasken og Jon var i færd med at fortælle mig, hvordan man bedst sprøjtede sennep i munden, fik han den pludselig, denne strømmende, spruttende tyndskid, som han intet kunne stille op imod. Der kom rødbrune pletter overalt på den lysegrå bænk. Ja, hvis nogen havde forfulgt Jon den dag, havde han bare behøvet at følge sporet, det rødlige ketchupdiarréspor, som gik hele vejen fra parken og ind ad gadedøren hjemme i hans hus.

Alt slukker på Finn som på en lille transistor, når der ikke er forbindelse til Jon

Manden i månen fylder den efterårsklare aftenluft med en mærkelig spænding med sit grin, og lygtepælenes tavse skær er som en hemmelighed i ansigtet. Man skulle næsten tro, at en ny verden kunne rejse sig af den tomme gade

og kaffelugten fra ham baner sig vej op gennem næsen på mig.