Det Hemmelige Rige (18) Juvelhulen

lettelse nikkede kong Munter. “Okay. Jeg ved godt, at jeg ikke er helt så rørig, som jeg engang var.” Han klappede sig på sin store mave. “Jeg bliver her og holder vagt.”
Jasmin samlede det lillebitte timeglas op og rakte ud efter Sofie og Ellas hænder. Trixi styrede sit blad ned til Sofies anden hånd og landede på den.
“Husk,” sagde Jasmin, “når vi vender timeglasset, har vi kun den tid, det tager sneen at dale ned på bunden. Men det burde være tid nok. Når vi kommer tæt på dragen, kan Trixi forsøge at trylle bogen hen til os igen. Men vi må være hurtige. Er alle klar?”
Ella, Sofie og Trixi nikkede.
“Så lad os komme i gang!” sagde Jasmin.
“Du go…” begyndte kong Munter, da Jasmin vendte timeglasset. Straks blev alt omkring dem stille. Vinden løjede af, og fuglene holdt op med at synge. Kong Munter stod bomstille foran dem med åben mund. “Ups, undskyld, kong Munter,” fnes Jasmin.
“Hurtigt!” sagde Ella og kiggede på sneen, der dalede ned gennem timeglasset. “Der er ingen tid at spilde!”
De skyndte sig ind i hulen. Ingen sagde et ord, men Sofies hjerte hamrede så hårdt, at hun

bjergside, der var fuld af blå og lyserøde blomster. “Det lyder præcis som det, vi leder efter – en hule med juveler.”
“Det må være dér,” sagde Ella.
Pigerne lagde hænderne på skrinet. Hvad skete der mon i Det Hemmelige Rige? Det måtte de opklare – og så hurtigt som muligt!
“Juvelhulen!” råbte de i kor

Drømmedalen og de smukke drager igen. Hvor mon gåden mente, de skulle hen?
“Måske her?” sagde Jasmin pludselig. “Juvelhulen!” læste hun højt og pegede på en hule på en bjergside, der var fuld af blå og lyserøde blomster. “Det lyder præcis som det, vi leder efter – en hule med juveler.”
“Det må være dér,” sagde Ella.
Pigerne lagde