Jørgen Stein

Den eneste lykke er dog at lyde loven, den eneste vej går gennem pligtens mølleværk. – Verdens mindste hånd, endnu ikke set, havde tilvinket Jørgen: Din opgave her, det er mig. Alt det andet, hele din fortid, alle talte ord og tænkte tanker, opvejer ikke et strå til min rede.

Han gav dem så gerne op, usikre havde de været. Han var jo af en årgang, der måtte snuble i starten.

Og spørgsmålet: Hvad skal man leve for, tro på, stræbe mod, simplificeredes så sært, efter at han var blevet gift. Når man var to, flyttedes tyngdepunktet jo ud af en selv; paradokset bekræftedes: Ved at binde sig blev man friere. Han havde fået den opgave at sørge for Marie og slap i et dertil svarende forhold for at herse med sig selv.

Selvfølgelig – tænkte han desperat og begyndte forfra – selvfølgelig er den danske Lykkepers historie fuldstændig umulig. At ende som vejassistent, miste verden og „vinde sig selv“, det er ord, ord.