Den unge Werthers lidelser

Dengang du var lykkelig! udbrød jeg, mens jeg hurtigt gik mod byen, da du havde det som en fisk i vandet! – Gud i himlen! Har du gjort det til menneskenes skæbne, at de kun er lykkelige før de får forstandens fulde brug og når de mister den igen!

Ofte siger jeg til mig selv: Din skæbne er enestående; pris de andre lykkelige – sådan er endnu ingen blevet pint og plaget. – Så læser jeg en af fortidens digtere, og jeg føler det, som om jeg så ind i mit eget hjerte. Jeg har så meget at stå igennem! Ak, har da noget menneske før mig været så ulykkelig?

Når jeg læser den dybe kummer på hans pande, ser den sidste helt i yderste udmattelse vakle mod graven, ser hvorledes han stadig indsuger nye smertefuldt glødende glæder af sine hedengangne skyggers kraftløse nærvær og vender sit blik mod den kolde jord, mod det høje, bølgende græs og udråber: „Vandreren skal komme, komme skal han, som kendte mig i min skønhed, og spørge: Hvor er sangeren, Fingak herlige søn? Hans fodtrin skal gå henover min grav, og forgæves spørger han efter mig her på jorden.“