Albert

knægt, råbte skomageren og var lige ved at blive kvalt i sin egen galde. Aldrig i mine dage har jeg kendt mage til fræk lille knægt.
Albert kunne ikke glemme den lille, arrige skomager, og han kunne især ikke glemme skomagerens pæretræ. Så dejligt et pæretræ havde Albert aldrig klatret i før.
Albert havde en ven, der hed Egon, og allerede samme dag gik Albert hen for at fortælle ham om skomageren.
Egon boede på en gård i den

Det var netop i K

Det er nok Vølle Smed, der er ved at slagte sin gris,

Det er den grimmeste fyr, jeg nogen sinde har set.

Ballonrejsen

Den store Rapollo stod i åbningen til sin vogn og ventede, da Tubbe og Gnalle kom luskende med sækken.
NO, brølede han. Det var I længe om. Fik I fat i knægten?
Selvfølgelig, gnæggede den lille, blege Gnalle. Selvfølgelig fik vi fat i ham. Det var da meget nemt. Hi, hi, hi. Vi har ham her i sækken, ikke også Tubbe?
Joh, sagde Tubbe. Det har vi vel.
Rapollo lo larmende.
I er et par listige fyre, råbte han. I fortjener en god belønning.
Jæhææh, sagde Gnalle. Det er lige, hvad vi gør. Men først vil vi lige se dig skære ørerne af knægten.
Albert stod et lille stykke derfra. Han stod bag et træ og kunne høre alt, hvad der blev sagt.
Hvis han lukker sækken op nu, tænkte han, dør jeg ganske sikkert af grin.
Men Rapollo lukkede ikke sækken op.
I stedet for sagde han:
Sæt I no bare knægten fra jer her foran vognen, og kom so op til maj og hør min store plan. Den er so stor, at ingen nogen sinde har hørt mage. Og knægten løber jo ingen steder, ho, ho.
Næhææh, kvækkede Gnalle. Det gør han ikke. Og vi kunne godt tænke os at høre om din store plan, ikke også, Tubbe?
Johh, sagde Tubbe. Men jeg kan nu ikke li’ det, Gnalle.
Ti stille, sagde Gnalle. Sæt sækken fra dig og følg med op i vognen.
Tubbe satte sækken fra sig og klatrede op i Rapollos vogn. Men han blev ved med at mumle:
Jeg kan ikke li’ det. Det kan jeg altså ikke, Gnalle.
Albert stod bag træet, og hvis Tubbe og Gnalle havde set ham, ville de have set, at han stod og lo nok så frækt.
Men Tubbe og Gnalle så ingenting. De klatrede bare op i vognen til den store Rapollo, som lukkede udgangen, så ingen skulle høre, hvad de talte om.
Den plan kunne jeg også godt tænke mig at høre, sagde Albert

ikke skære ørerne af ham alligevel?

ondersøger politien vognene, og det ville ikke være so hyggeligt for maj.
Po med vanten, råbte papegøjen.

Jahh, sagde Albert. Måske kører vi til en by, hvor der er en havn. Og måske træffer vi nogle ordentlige sørøvere så.
Ho, ho, sagde Rapollo. Naj, do kan tro naj. Vi kører ikke til noen havn. Vi kører til marked i Hjallevad. Po sodan en stor marked kan jaj nemlig stjæle mange ponge og blive rig. Og moske kan jaj stjæle noed, der er MAJET bedre end ponge og guldure.
Rapollo blinkede til Albert og lo drønende, så både papegøjen og lampen dinglede under loftet.
Po med vanten, råbte papegøjen. Jaj bli’r søsyd

ikke.
Det var da mærkeligt, tænkte Albert. Måske er han blevet syg.
Han skulle lige til at kaste en sten op på vinduet, da Egons mor stak sit søvnige hoved ud ad døren.
Skrub af, råbte hun. Egon skal blive i sengen i dag.
Hvad har han nu gjort? spurgte Albert.
Ikke noget, sagde Egons mor. Han skal blive der for IKKE at gøre noget. Og du behøver ikke at vente på ham, for han er bundet fast til sin seng, og vinduet er sømmet fast.
Måske slipper han løs alligevel, sagde Albert.
NEJ, råbte Egons mor. For i dag holder jeg øje med både ham og dig.
Nå, sagde Albert. Det var en skam.
Og så traskede han alene ned mod bækken.
Halløj, bæk, råbte han, da han fik øje på bækken inde mellem de gamle, krogede piletræer.
Han satte sig på en stor sten og trak et stykke muggent franskbrød op af lommen. Han pillede franskbrødet i stykker og satte et af stykkerne på sin fiskekrog

En rejse begynder

Da Albert vågnede den næste morgen, skinnede solen lige ind i hans seng, og da han så alt det dejlige, gule solskin, sagde han til sig selv:
Ooojj, det må være fridag i dag, sådan som solen skinner.
Han hoppede ud af sin seng, tog sin fiskestang og klatrede ud ad vinduet. Han stod lidt i det våde græs og lyttede. Inde bag et vindue kunne han høre sin far snorke, og han kunne høre sin mor grynte og småskænde i søvne.
Albert gik rundt om huset. Oppe på gavlen sad solsorten og sang morgensang, og nede på engen listede en sort kat rundt for at fange søvnige mus.
Ih, sagde Albert. Sikke en dejlig dag. I dag tror jeg, der sker en hel masse spændende.
Han hoppede over stendiget og løb ned gennem byen for at hente Egon.
På vejen mødte han klokkeren, der skulle hen til kirken for at ringe solen op.
Hvor skal du hen? spurgte Albert og stod stille på vejen.
Hen og ringe solen op, vrissede klokkeren morgengnavent og kløede sig i øret.
Jamen solen er jo stået op for længe siden, sagde Albert.
Ti stille, knægt, vrissede klokkeren og truede ad ham. Forsvind med dig, lille skarn.
Albert hoppede videre ned gennem byen, mens han spekulerede på, hvorfor klokkeren ikke ringede solen op i ordentlig tid.
Solen er nok ligeglad med ham, sagde Albert til sig selv. Den står bare op, når den har lyst.
Han gik og fløjtede lige op i luften, mens græshopperne spillede i grøftekanternes høje græs mellem de blinkende dugdråber. En gang imellem stod han også stille og kikkede ind i haverne for at se, om der skulle være nogle modne blommer, for næst efter pærer var blommer det bedste, Albert vidste. Men det eneste, han så, var havemøbler og blomsterbede og plastikstorke.
Mærkeligt, sagde han til sig selv. Der er næsten aldrig nogen i den her by, der dyrker blommetræer.
Og så digtede han en sang, der lød således:
Hver sommer
sku’ alle drenges lommer
være fulde
af blommer.
Egon var ikke at se nogen steder, så Albert gik om til hans vindue. Vinduet var mørkt og lukket.
PIST, sagde Albert.
Men Egon viste sig ikke.
Det var da mærkeligt, tænkte Albert. Måske er han blevet syg.
Han skulle lige til at kaste en sten op på vinduet, da Egons mor stak sit søvnige hoved ud ad døren.
Skrub af, råbte hun. Egon skal blive i sengen i dag.
Hvad har han nu gjort? spurgte Albert.
Ikke noget, sagde Egons mor. Han skal blive der for IKKE at gøre noget. Og du behøver ikke at vente på ham, for han er bundet fast til sin seng, og vinduet er sømmet fast.
Måske slipper han løs alligevel, sagde Albert.
NEJ, råbte Egons mor. For i dag holder jeg øje med både ham og dig.
Nå, sagde Albert. Det var en skam.
Og så traskede han alene ned mod bækken.
Halløj, bæk, råbte han, da han fik øje på bækken