Kvinden i toget

Jeg står foran mit garderobeskab og stirrer for hundredtyvende gang på et stativ med pænt tøj, den perfekte garderobe til lederen af et lille kunstgalleri med fingeren på pulsen.

Anna Watson, har udtrykt bekymring for dig.

Jeg vidste ikke – ved ikke – om det var virkeligt. Hvo

og elskede på hemmelige skjulte strande

Der ligger en bunke tøj ved siden af togskinnerne. Lyseblåt stof – måske en skjorte – rodet sammen med noget snavset hvidt. Det er sikkert affald, noget, nogen ulovligt har dumpet i den lille kratskov oppe ad skrænten. Måske er det blevet efterladt af jernbanearbejderne, der er i gang med dette stykke af sporet; de er her i al fald tit. Eller måske er det noget andet. Min mor fortalte mig ofte, at jeg havde en livlig fantasi, og det gjorde Tom også. Jeg kan ikke lade være, jeg får øje på de her kasserede stumper, en snavset T-shirt eller en ensom sko, og så kan jeg ikke tænke på andet end den anden sko og de fødder, der passede i dem.
Toget ryster og skraber og hviner i gang igen, den lille stak tøj forsvinder af syne, og vi triller ind mod London med en hastighed som en hurtig motionsløber

Jeg er begyndt at mene, at der ikke er noget, man kan gøre for at reparere det.

At føle sig hul: Det forstår jeg.

Én for sorg, to for glæde, tre for en pige. Tre for en pige. Jeg går i stå på tre, jeg kan ikke komme længere. Den der remse om skader. Mit hoved er tykt af lyde, og min mund tyk af blod. Tre for en pige. Jeg kan høre skaderne, de ler, håner mig, en højrøstet skræppen. Et varsel. Et ilde varsel. Nu kan jeg se dem, sorte foran solen. Ikke fuglene, noget andet. Der kommer nogen. Nogen taler til mig. Se nu. Se nu, hvad du fik mig til.

Jeg ville ikke have, at hendes hvilested tiltrak sig for megen opmærksomhed, men jeg syntes, der skulle være noget til minde om hende. Hun vil sove fredfyldt der uden nogen, der kan forstyrre hende, uden andre lyde end fuglesang og rumlen af forbipasserende tog.

kold, smagen af min allerførste ferie sammen med Tom, i en fiskerby på