Sanne Søndergaard

Hell Man

  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    Måske håbede jeg, at jeg ville finde meningen med mit liv ved at gå i krig. Engang må jeg have troet, at der var en mening at finde. Nu tvivler jeg på det. Hvis der er en, har jeg ingen idé om, hvor jeg skal begynde at lede efter den. Der er stjerner over mig og død bag mig. Foran mig er der mørkt, inden i mig er der tomt.
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    Det ser ud til, at hun forventer mere svar end det.

    „Jeg vil gerne hænge lidt ud med Ras, det er jo min sidste aften.“

    „Det er også vores sidste aften.“

    Hun siger det med et blik beregnet på at fortælle mig, hvad hun har i tankerne at bruge natten på. Jeg ser hendes fede blege røv for mig, skvulpende mod mine lår.

    Ras himler med øjnene til mig bag kvindekødbjerget. Men hans øjne lander på sommerfuglen.

    Fem timer senere er jeg alligevel inde i Maries røv. Det er tosset at tage af sted til seks måneders krigscølibat uden et afskedsknald. Men jeg skrider, inden hun vågner. Hun er ikke ligefrem kleenex-farvelscene-materiale.
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    „Tager du med hjem til mig senere?“

    Jeg trækker på skulderen. Typisk at hun lægger ud med at være pissekrævende.

    „Nu må vi se.“
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    Marie er også småfed, du kunne stille din øl på dellen over hendes buksekant. Hun trækker altid ned i sin bluse for at dække den, men dellen kæmper sig fri ved hvert eneste åndedrag. Sandsynligvis hænger hun kun ud med de andre federe piger for selv at se tynd ud i sammenligning.
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    „Nå? Men du kan ringe, så. Hvis du engang får hevet hovedet ud af røvhullet!“
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    Lis ser ned på mig. Hun har røde øjne, hendes kinder er våde. Jeg vil ikke spørge, jeg vil ikke vide det.

    „JP?“ spørger jeg alligevel.

    Hun nikker. Und die Vögel singen nicht mehr.

    „Og Busk og Dave,“ siger hun.

    Lægen ser fra mig til Lis. Han rømmer sig.

    „Ja, I har fem alvorligt sårede, fire lettere sårede, deriblandt jer to, og altså også tre døde. Det beklager jeg.“

    „Busk nåede ikke at se sin søn,“ siger Lis.

    „Nej,“ svarer jeg.

    Lille Sebastian skal vokse op uden en far.
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    , men vi var ikke engang i kamp, det var en fucking IED! Vi kørte bare derudad og så bang, færdig, tomatsovs.“

    Dave knækkede nakken, da han ligesom jeg fløj ud af piranhaen, Busk blev mast, da gulvet under kørersædet hævede sig under eksplosionen, JP fløj ikke ud, han hang af en eller anden grund delvist fast og blev i stedet ramt af et hav af fragmenter. Hans krop reddede Lis og oskar fra at blive ramt. Selv i døden går han ud som en, der tænker på sine folk først.
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    IED’en eksploderede, fik trykket gulvet i piranhaen til at presse sig op. Havde jeg siddet på min normale plads inde i vognrummet, ville jeg have været leverpostej. Jeg er i live, fordi det udstyr, der var lavet for at beskytte mig, var i stykker. Ironi på et højere plan.
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    „Sikke en køn pige, er det din kæreste?“

    Torben. Jeg gider ikke svare, han skal også bare gå.

    „Hallo, jeg spurgte faktisk om noget?“

    „Nej, hun er ikke min kæreste, hun er bare pisseirriterende, men det lader det til, at der er mange, der er i dag!“
  • Louise Mattebjergciteerde uit5 jaar geleden
    „Hvad?“

    „Det hele, du ved,“ siger hun og smiler forsigtigt.

    Jeg vender øjnene bagover og drejer hovedet, så jeg igen ser lige op i loftet. Hun fatter ikke en skid.

    „Var I gode venner?“

    Jeg svarer ikke. Vi var i krig, vi var hinandens brødre, fædre, væbnere og beskyttere. Herhjemme virker den slags dumt, ingen kan forstå det, så hvorfor forsøge at forklare?

    „Jeg læste om dem, der døde,“ siger hun. „Jeg blev helt vildt ked af det.“

    Jeg drejer hovedet tilbage mod hende, hun har tårer i øjnene, jeg stirrer bare på hende.

    „Men samtidig er jeg også bare så glad for, at du … at du er her,“ snøfter hun.

    Og tager alligevel min hånd. Med begge sine hænder, jeg føler mig endnu mere låst fast.

    „Vil du ikke være sød at gå nu,“ siger jeg.

    „Skal jeg gå? Jamen …“

    Hendes snøften bliver til regulær gråd, hendes tunge bryster bølger op og ned under den gispende vejrtrækning. Hun ser mig i øjnene, leder efter et svar, der ikke er der. Så rejser hun sig, resigneret, overgivende. Opgivende.

    „Okay, hvis du helst vil være alene …“

    „Ja, tak,“ svarer jeg alt for hurtigt.

    Hun slipper min hånd, bider tænderne sammen. Hun skridter ud, hurtigere end jeg havde troet, hun kunne bevæge sig.

    Jeg er et røvhul, men i det mindste kan jeg nu få lov til at være det i fred.
fb2epub
Sleep je bestanden hiernaartoe (maximaal 5 per keer)