Dødevaskeren

var alle ensomme. Både i livet og i døden. Ensomheden bandt dem sammen og holdt dem adskilt. Ensomheden var prisen, de betalte.

“Vantro er blot et ord, der bruges af dem, der frygter andre religioner, mere end de tror på deres egen,”

“Det kvindemenneske skærer jo alle i skiver med sin tunge,” hviskede hun arrigt ind i hans øre. Kan du ikke, for Allahs skyld, blive derinde, så der i det mindste er én, hun har respekt for?”

hvordan man nogensinde kunne søge tilgivelse hos Skaberen af bødlerne? Måske var det bedre at være ensom i sin sorg og forladthed, at være ensom i sin søgen efter det tabte.

“Nogle æbler falder så langt fra deres faders stamme, at de lige så godt kunne have været rådne pærer.”

Rubar mærkede sin mors hænder om sine kinder. “Du skal ikke græde, min pige. Han er hverken dit vand eller dit salt værd.”

Du skal hedde Frmesk,” sagde Rubar. “For du er en lille tåre, der er faldet her på jorden hos mig.”

“Mor sagde, at jeg ikke måtte lukke djævlen ind,” svarede Aso.
“Bare rolig, hun er her allerede.

Du kan blive stenet for at sige sådan noget om den helligste af alle bøger,” sagde Muhammad.
“Præcis,” fortsatte Darwésh. “Tag du en tur ud i resten af verden og se, om der er præster, der truer Biblens kritikere med døden.”
“Islam er fredens religion, far, det ved du alt om, og der står i den hellige Koran, at man ikke må slå andre mennesker ihjel.”

Er det ikke nok, at I fylder hendes hoved med jeres koransnak.” Han slog ud med armene.
“Men hun kan jo ikke læse i Koranen, hvis hun ikke er dækket til, min kære,” sagde Gawhar. “Og jeg troede, vi var blevet enige.”
“Enige! Den bog ender med at danse på en brændende verden, mærk jer mine ord.”