Viking

De ældste landsbynavne som ender på -heim, -inge, -lev, -løse og -sted hører ifølge stednavneforskerne til helt tilbage i jernalderen.

Manden med det prægtigste sværd lå øverst i bunken af døde, og han havde en lille spillebrik i munden, som måske var en konge fra brætspillet Hnefatafl som var vikingernes foretrukne spil, før skakspillet introduceredes.

. Men en fejl har sneget sig ind, Q er blevet til TH. Under indskriften er der tilføjet et anker, som er et tidligt kristent symbol. Palindromet er ikke blevet tydet, og indskriften har sikkert været anset for at være en form for beskyttende magi. Palindromet er kendt fra koptiske kilder, hvor der også fra tid til anden var uorden i palindromet. Selve bjergkrystalkuglen, som viste verden på hovedet, når man så igennem, den, blev også tillagt magiske evner.31 Den uforståelige indskrift tolkes til at høre til et tidligt alternativ til den katolske kristendom: gnosticismen. Gnostikernes filosofiske overbevisning tillagde det ondes kraft lige så meget vægt i verden som det godes. Bevægelsen havde mange retninger og var udbredt i det østlige Middelhavsområde og i Mellemøsten

Vikingerne fik andre navne i andre lande. Som i Tyskland og Frankrig, hvor de blev kaldt daner, nordmanni, nortmanni og askomanni. I England dani og northman. I Spanien lordemani og majus (som kan betyde ilddyrker, magiker eller slet og ret hedning). Mod øst blandt araberne og byzantinere blev de kaldt rus, væring, varæger, varjager eller skyter

I 300-tallet overtog germanerne romernes syvdages uge, hvor dagene var opkaldt efter sol-, måne- og gudenavne. Germanerne indsatte selv deres guder på ugedagene, så mandag blev månedag. Tirsdag er Tyrs dag, onsdag er Odins dag, torsdag er Thors dag og fredag er Friggs eller Frejas dag. Lørdag er vaskedag (lauga-dag), og søndag er solens dag. De navne kunne selv kristendommen ikke lave om på, og derfor nævner vi den gamle kongegud ved navn, hver gang vi taler om onsdagens grå trivialiteter. En dag der i den romerske kalender var dagen for Merkur – den gud, der som Odin bragte de døde til underverdenen.

Vikingetiden defineres i høj grad af, at Skandinavien blev den dominerende sømagt i Vesteuropa. E

Parret blev forelsket, muligvis gift ved en kort privat ceremoni, og det håndgribelige resultat blev Konstantin, som blev født i den serbiske by Naissus.

Konstantin den Stores mor hed Helena, og hun er en mystisk skikkelse, som står i skyggen af sin søns bemærkelsesværdige skæbne. Konstantins forældre mødtes et sted i det sydøstlige Europa. Konstantins far Konstantius var som ung en lovende officer i den romerske hær. Han fulgte sin kejser Aurelian på felttog mod øst i begyndelsen af 270’erne, hvilket også er omkring tidspunktet for Konstantins fødsel.

De kristnes fremgang og anerkendelse kom under en ny stærk kejser, som tog magten i begyndelsen af 300-tallet. Han kom til efter den sidste store religiøse forfølgelse af de kristne under kejser Diokletian. Konstantin efterfulgte sin far som en af imperiets fire kejsere i 306, hans magt var rodfæstet på slagmarkerne i den vestlige del af riget i blandt andet England, dele af Frankrig, kaldet Gallien, og i Germanien.

Plinius var i det 2. århundrede udsendt som romersk guvernør til et område syd for Sortehavet. Her havde han problemer med kristne, som ikke ville ofre til de romerske guder eller afsværge deres tro, og som, fordi de nægtede, skulle henrettes.