Ulvehunden

Det var ved Fort Yukon, at Hvidtand første gang så hvide mænd. Sammenlignet med indianerne, han hidtil havde levet iblandt, forekom disse ham at tilhøre en højere race, en race, bestående af guder, som var endnu mægtigere end dem, han kendte.

Han var som levende begravet i en jerngrav. Han så intet menneske, talte ikke med nogen. Når maden blev skudt ind til ham, snerrede han som et vildt dyr, han hadede alt og alle, og dag og nat rasede han mod tilværelsen.

„Jeg håber ikke, han er ved at blive gal,“ sagde Weedons mor. „Jeg sagde netop forleden dag til Weedon, at dette varme klima sikkert er usundt for et dyr, som er født i Nordlandet.“

Livet i Santa Clara dalen var meget sammensat i forhold til det primitive liv i Nordlandet.

„Når de først én gang har fået blod på tanden —

Hvidtand tillod nok, at hele familien klappede ham og gjorde stads af ham, men det var kun hans herres kærtegn, som kunne kalde den bløde tone frem i hans knurren, og det var kun hans egen kære herre, som han puttede sig ind til, og under hvis arm han skjulte sit hoved.

Ligesom Mit-sah og Kloo-kooch havde tilhørt Grå Bæver og havde delt hans mad, hans ild og hans tæpper med ham, således tilhørte også alle Sierra Vistas beboere hans herre.

Dick optrådte i begyndelsen naturligvis noget stift over for den nye hund, men da disse formaliteter var overstået, tog han mod Hvidtand som et medlem af husstanden, ja, han var endogså villig til at slutte venskab med ham, men mødte en bestemt modstand hos Hvidtand

Han havde ikke senere alvorlige sammenstød med hundene. De kendte mere til sydboerne end han

„Jeg må sige, det er en varm modtagelse for en stakkels ensom ulv fra polarlandene,“ sagde Scott, mens han beroligende klappede Hvidtand. „Kun en eneste gang før i sit liv er han blevet væltet omkuld, og her er han allerede trimlet to gange rundt i løbet af et halvt minut.