Skæbnens sværd

„Hvad hedder du?“ spurgte han.

„Luk kæften.“

„Arh, hvor er det ærgerligt at jeg ikke kunne sejle med jer,“ sagde Dandelion, „men hvad kan jeg gøre, på havet brækker jeg mig så det er helt ubeskriveligt. Men ved du hvad, jeg har aldrig i mit liv talt med en havfrue. Pokkers ærgerligt.“

„Hvis jeg kender dig ret,“ sagde Geralt og snørede sadeltaskerne, „så skriver du alligevel en ballade.“

„Ja, selvfølgelig. Jeg har allerede de første strofer. I min ballade ofrer havfruen sig for fyrsten og skifter fiskehalen ud med et par smukke ben, men betaler for det ved at miste stemmen. Fyrsten bedrager hende, forlader hende, og så dør hun af sorg, bliver forvandlet til havskum når de første solstråler…“

Det var ikke nogen dryade. Det var heller ikke nogen elver, sylfide, skovnisse eller halvlang. Det var verdens mest almindelige menneskepige. Midt inde i Brokilon, det mindst almindelige sted for almindelige menneskepiger

Derefter vinkede han til pigerne der sad på en lang bænk som høns på en pind

faldt sammen med udstrakte arme. Hans fysiognomi begyndte pludselig at ændre sig, flyde ud og miste enhver lighed med noget som helst. Da witcheren så det, sprang han

kastede sig efter ham, men kun for at sidde fast i en elastisk, men hård mur af mennesker der spærrede vejen for ham. En af dem, en fyr med ler i ansigt

endnu en gang på samme sted, denne gang med et kort tilløb, og han mærkede hvordan vreden strømmede ud af ham sammen med styrken og kraften i slaget. Cikaden snurrede rundt med det

Konge!“ råbte Gyllenstiern. „Konge, hvad befaler I?“

Det kedsommelige udtryk forsvandt pludselig fra Niedamirs ansigt. Den mindreårige monark rynkede på sin fregnede næse og rejste sig op.

„Hvad jeg befaler?“ sagde han spagt. „Endelig spørger du om det, Gyllenstiern, i stedet for at bestemme for mig og tale for mig og i mit navn. Det glæder mig meget. Og lad det fortsætte på den måde, Gyllenstiern. Fra nu af skal du tie og lytte til mine ordrer

„Det ved jeg,“ sagde Geralt og nikkede. „Det er svært at finde en bedre eskorte. Zerrikanere er fødte krigerkvinder, de bliver oplært til kamp lige fra de er små.“
„Det var ikke det jeg mente.“ Borch spyttede en krebseklo ud på bordet. „Du skulle bare vide hvordan de er i sengen

Jeg jager ikke drager,“ sagde Geralt tørt. „Gerne gaffelhaler. Og oslusker. Og flyveøgler. Men ikke egentlige drager, grønne, sorte eller røde. Det må du bare tage til efterretning