Indtil vanvid, indtil døden

g vender mig og begynder at ryste af skræk. Igen ser jeg spøgelser. Spøgelser overalt. De døde er stået op af gravene. Ludmilla og Ingrid viser sig for mig ligesom i fordobling. De smiler et strålende dobbeltsmil til mig. Er det virkelig jer, hvor er I smukke, siger jeg højt. Forbipasserende kirkegårdsbesøgende går i en lang bue uden om mig. Jeg befinder mig i en anden verden hvor de døde ikke er døde. Jeg kan ikke finde Gerhard i flokken. Han er ingen steder. Gerhard, råber jeg og bliver ved at råbe hans navn. Indtil mit råb bliver til en hvisken.

byggestil. Hun er skribent på Frauen Warte med speciale i småbørnsopdragelse. Hende har jeg stor glæde af når Thor ikke arter sig. Det er hvad vi byder dig på. Så er du advaret, siger hun slagfærdigt.

Gudrun forelægger gæstelisten for mig. Frau Schultze og hendes mand som nævnt Reichsgesundheitsführer. Deraf hendes betroede Führerinposition i Frauenschaft med kontakten til sygeplejersker og læger, uddyber Gudrun. Otto er oberstløjtnant og som Klaus stationeret på basen i Krakow. Hans kone, Beate er aldeles bedårende. Let på tråden, siges der. Men man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Gudrun slår sig på munden og ser mig ind i øjnene. Ikke mine ord igen. Vi kvinder må gå stille med dørene. Jeg løber ikke med sladder, siger jeg, da slet ikke i et pænt selskab. Nok mindre pænt, når der kommer noget inden for vesten. Gudrun blinker til mig. Hun der er så tilknappet og snerpet, bliver med ét vulgær. Jeg føler mig pludselig alene i en brutal verden. Op med hovedet, du gamle. Ret ryggen, formaner jeg mig selv. Ikke vise svaghed. Gudrun går videre med gæstelisten. Gustav, doktor i økonomi, sidder i Reichsbanks øverste styrelse der sorterer direkte under Reichskanzleren, siger hun stolt. Omgangskredsens høje positioner kaster øjensynligt glans over hende og Klaus. Gustavs kone, Vera har sine egne meninger der kan virke pinlige indimellem, fortsætter hun, men hendes faux pas skal man bare ignorere. Det lyder da interessant, siger jeg oplivet. Gudrun smiler overbærende. Og endelig Schalkes, et godt par. Dem vil du kunne lide. Han er arkitekt med store visioner for fremtidens byg

elsker ham indtil vanvid, indtil døden.

runden for de menneskeskæbner jeg har mødt. Jeg ville ønske jeg havde nogen at snakke med når jeg kommer hjem. Nogen som ikke står på den ene eller anden side, men forholder sig neutralt. Så jeg kunne tale frit og få alle nuancer med.

Alt det skønne rejsen har budt på, træder uvilkårligt i baggrunden for de menneskeskæbner jeg har mødt.

Farvel, das Reich som jeg endnu ikke har fordøjet. Det er for stor en mundfuld for det enkelte individ. Men med tiden og på afstand vil noget sætte sig til erkendelse. Uden dømmesyge.

, så jeg ikke kan ikke trække vejret

ier, holde i hånd og synge grimme soldatersange. Gudruns panser er skrællet af. Hun er blød og fokuseret. Det er det bedste du kan gøre, kæreste. Bruge dig selv og din kunnen, pleje de sårede og lindre smerte.

Hun har jo OST-mærket på. Ingen forventer andet end usselhed af steppemennesker. De er så uordentlige. Kan dårlig nok holde sig propre. Hendes gentagne klicheer virker som en rød klud på mig. Jeg eksploderer af raseri.