Skyggedrengen

Han ville ikke risikere at sprøjte skuddet ind i vævet, det ville bare hæve og gøre frygtelig ondt, og det ville vare en evighed, inden suset

Af en eller anden grund syntes han, det var pinligt.

anden side af sundet. Tranebergsbron, i sin tid verdens

Hans elskede Kristoffer.

Han drejede om hjørnet med klapvognen og så sig omkring. Trappen var tom. Ikke en sjæl nogen steder. Han kunne se elevatordøren nede i forhallen, som han var gået ind ad et minut før, trappeopgangens hvide flisevægge, de to store, riflede lamper, der hang ned fra loftet. Graffitien på den tomme bænk.

Joel var begyndt at klynke igen. Han tog selen af ham og satte ham ned på gulvet. Så vendte han sig den anden vej, ud mod perronerne. Der var heller ingen derude. Kun baglygterne af toget, der forsvandt i retning af Alvik. Han vendte sig atter om mod trappen og forhallen dernede. En enlig pensionist med stok

“Hun elsker dem.”

“Rend mig!”

Hun havde identificeret fyren gennem en kontakt i narkoafdelingen.

Katz så sig rundt i stuen, mens han gav tankerne frit løb i håb om, at han ville finde en løs tråd et sted ... oliemalerierne på væggene, som Jorma selv havde malet under sine fængselsophold, abstrakte, med fantastiske farvesammensætninger, klaveret, møblerne ... men han fandt ikke noget.

“Hvad er der?” spurgte hun søvndrukkent.

Han så Julin gennem en smal sprække i bevidstheden. Stå bøjet

Opvasken stod i stativet, en tør fiberklud hang på vandhanen.