Kierkegaard og kærlighedens skikkelser

Saaledes er Ægteskabet. Det er guddommeligt, thi Forelskelsen er Vidunderet; det er verdsligt, thi Forelskelsen er Naturens dybeste Mythe. Forelskelsen er den uudgrundelige Grund, som er skjult i det Dunkle, men Beslutningen er Seiervinderen, der liig Orpheus henter Forelskelsen for Dagen; thi Beslutningen er Forelskelsens sande Form, den sande Forklaring, derfor er Ægteskabet helligt og velsignet af Gud. Det er borgerligt, thi ved dette tilhører de Elskende Staten og Fødelandet og Medborgeres fælleds Anliggender. Det er poetisk, uudsigeligt, som Forelskelsen er det, men Beslutningen er den samvittighedsfulde Oversætter, der sætter Sværmeriet over i Virkelighed (SKS 6, 111).

kærligheden er noget, vi bærer med os, og ikke noget, der først opstår i relationen. I vielsen tilsættes den forunderlige forelskelse en beslutning. Denne beslutning opfatter Kierkegaard som evighedens begyndelse i tiden. Det skyldes, at kærlighedens bestandighed i vielsen gøres til en opgave, som de elskende skal løse dagligt.7

Naar Kjærligheden vaagner, er den ældre end Alt, thi idet den er, er det som havde den været længe, den forudsætter sig selv tilbage i det Fjerne, indtil al Forsken ender ved den uforklarlige Oprindelse. Medens man derfor ellers siger om al Begyndelse, at den er svær, da gjelder dette ikke om Kjærlighedens. Dens lykkelige Vaagnen kjender ikke Arbeide, og der gaaer ingen Forberedelse forud. Kan Kjærligheden end føde Smerte, selv fødes den ikke med Smerte: let, jublende bryder den frem i sin gaadefulde Tilblivelse. Forunderlige Begynden! (SKS 5, 423).

At forelskelsen bærer »Evighedens Præg«, skyldes, at Kierkegaard mener, at den udspringer af den kærlighed, der er nedlagt i ethvert menneskes inderste af Gud. Forelskelsen er en guddommelig gave og dermed evig. Men den er også meget menneskelig og dermed som alt menneskeligt forgængelig og derfor ubestandig. Dens ophav er skjult og uforklarligt, som en trang til at elske og blive elsket, som vi ikke ved, hvor kommer fra. Men den er samtidig meget synlig og mærkbar, som en fysisk forankret drift, der er forståelig ud fra et menneskes biologi. Denne dobbelthed mellem det evige og det timelige præger alle kærlighedens skikkelser, og derfor bærer en skikkelse som forelskelsen, som vi er vant til at opfatte som flygtig, også »Evighedens Præg«.
Det betyder naturligvis ikke, at Kierkegaard mener, at forelskelse varer evigt, men det betyder, at den har mulighed for at bestå. Men det kræver en bevidst indsats fra de elskendes side. »Vellyst« derimod, det er Kierkegaards ord for en ren seksuel nydelse, er grundlæggende ubestandig. Vellysten er forgængelig, fordi den forsvinder, når lysten er stillet. Vellysten mangler »Evighedens Præg«, fordi der er tale om ren biologisk mekanisme, hvorimod forelskelsen opfattes som både biologisk og guddommelig. Og det er derfor, forelskelsen kan vare ved. Men det kan den kun, hvis de elskende beslutter sig for, at det skal den. Vi skal gøre noget med vores forelskelse, hvis ikke den skal forgå i tiden.16
Altsaa denne umiddelbare Kjerlighed, den har vel i den skjønne Indbildnings Forstand det Evige i sig, men den er ikke bevidst begrundet paa det Evige, og derfor kan den forandres (SKS 9, 38).
Forelskelsen er flygtig, hvis den ikke er bevidst begrundet på det evige. Vi skal med andre ord gøre noget med vores forelskelse for at få den til at vare ved. Digteren tror, det sker af sig selv. Han indbilder sig, at forelskelsen aldrig vil ophøre. Det gør de fleste forelskede sikkert, når de netop har lært hinanden at kende. Men Den kærlige, der forholder sig til kærligheden som skænket og derfor ved, at den både skal opfattes som en gave og en opgave, han ved, at man må gøre noget med sin forelskelse for at få den til at vare ved.

forelskelsen udgør enheden af frihed og nødvendighed

Dette er Nødvendigheden i den første Kjærlighed. Den har som alt Evigt den Dobbelthed ved sig, at den forudsætter sig tilbage ind i al Evighed og fremad ind i al Evighed.

Man kan ikke lære at forelske sig. Hverken af en anden eller gennem sin egen erfaring. I den forstand har enhver forelskelse førstegangskarakter.13

Fordi kærligheden og selvet hos Kierkegaard er så intimt forbundne, fører sanselighedens bevidstgørelse gennem forelskelsen samtidig til selvets opvågnen.11
Den første Kjærlighed [er] en absolut Vaagnen, en absolut Skuen, og dette maa fastholdes for ikke at gjøre den Uret. Den retter sig mod en eneste bestemt virkelig Gjenstand, der ene existerer for den, alt Andet existerer slet ikke. Denne ene Gjenstand existerer ikke i ubestemte Omrids, men som et bestemt levende Væsen (SKS 3, 49).

Begrebet Angest benytter pseudonymet Vigilius Haufniensis Bibelens Adam som en type, der skal vise os, hvad der sker, når angsten første gang bevidstgøres. For Adam sker det i syndefaldet. På samme måde som den første kærlighed ikke skal forstås som den første i en lang række forelskelser, skal Adam som menneskehedens mytologiske ophav, og hans første synd, heller ikke forstås som den første i den senere slægts uendeligt lange række af synder, men som den første af sin art;

Dersom Paradoxet og Forstanden støde sammen i den fælleds Forstaaelse af deres Forskjellighed, da er Sammenstødet Lykkeligt som Elskovens Forstaaelse (SKS 4, 252).