Pigerne fra Nordsletten 4 – Sydhavsprinsessen

ophidsede hofdamer, mens Anne sprang op på hans hest og fulgte efter Ricard Mea.
„Vi skal ikke så langt endnu,“ sagde Sitas far og pegede mod syd. „Men det sidste stykke bliver vi nødt til at gå.“
„Hvad så med vognen og hestene?“ spurgte Sita.
„Og alle vores kufferter!“ sagde Anne forskrækket.
„Vi må bære bagagen og sende vognen og hestene tilbage sammen med soldaterne,“ forklarede hendes far og hev hårdt i tøjlerne, da hans hest var ved at skride ud over kanten. Et par store sten trillede ned i

„Jamen, jeg troede jo …“ gentog Sita og mærkede nu, hvor våd og forkommen hun var.

„Så skal du bare se Bella-øerne,“ sagde han med et lille smil.

råbte hun spontant og rejste sig op i sædet.

„Hvor er det smukt, far!“

De Grå Bjerge var meget større end De Frie Bjerge, som Sita kendte så godt.

Hun så ned i dybe, dybe slugter på hver side af vognen og gispede højt af betagelse, da udsigten over den kæmpemæssige bjergkæde viste sig fra toppen af et højt sving.

Nu var de også sikre på, at alle fangerne var ved at blive arresteret i Caritas, så hun kravlede ud og satte sig ved siden af Thomas, der holdt tømmerne i et stramt greb, mens han koncentreret ledte de nervøse heste videre ad vejen. Sita holdt godt fast i sædet, hun sad på. Hun så ned i dybe, dybe slugter på hver side af vognen og gispede højt af betagelse, da udsigten over den kæmpemæssige bjergkæde viste sig fra toppen af et højt sving. Det suste gennem slugterne, og Sitas lange hår hvirvlede om hovedet på hende.
De Grå Bjerge var meget større end De Frie Bjerge, som Sita kendte så godt. Høje og sylespidse tinder tårnede sig op på rad og række mod den blå himmel. Det var et så betagende syn, at Sita var ved at tabe både næse og mund.
Thomas lænede sig mod hende. „Så skal du bare se Bella-øerne,“ sagde han med et lille smil. „De er endnu mere imponerende!“
Sita smilede tilbage, mens hun samlede sit flyvske hår med et bånd i nakken. For første gang i lang tid glemte hun helt at tænke på Victor.
„Hvor er det smukt, far!“ råbte hun spontant og rejste sig op i sædet.
Sebastian stak sit hoved frem. „Jeg har hørt, at det nærmest er umuligt at komme igennem De Grå Bjerge,“ sagde han skeptisk.
„Åh nej!“ brægede Margrethe et sted inde fra vognen. „Ikke flere farer!“
„Hvorfor kan vi ikke bare tage til Caritas?“ spurgte Margit. „Hvorfor kan vi ikke bare sejle med en anden båd? Hvorfor kan vi ikke møde prins Damian?“
„Ti stille!“ sagde Thomas.
Anne sprang ud af vognen. „Nu tager jeg altså en hest!“ vrissede hun irriteret og vinkede til en af soldaterne.
Sita kunne ikke lade være med at le, da hun så den stakkels soldat kravle ind i vognen til Sebastian og de to ophidsede hofdamer, mens Anne sprang op på hans hest og fulgte efter Ricard Mea.
„Vi skal ikke så langt endnu,“ sagde Sitas far og pegede mod syd. „Men det sidste stykke bliver vi nødt til at gå.“
„Hvad så med vognen og hestene?“ spurgte Sita.
„Og alle vores kufferter!“ sagde Anne forskrækket.
„Vi må bære bagagen og sende vognen og hestene tilbage sammen med soldaterne,“ forklarede hendes far og hev hårdt i tøjlerne, da hans hest var ved at skride ud over kanten. Et par store sten trillede ned i kløften. Det svimlede for Sita, da hun kiggede ned i den dybe afgrund.
De red forsigtigt videre i tavshed. Sent på eftermiddagen kunne Sita endelig skimte havet langt under dem og en smal, smal sti, der bugtede sig ned mellem slugterne.
„Nu kan vognen ikke komme længere,“ sagde Thomas og hoppede ned på den smalle bjergsti.

Nu var de også sikre på, at alle fangerne var ved at blive arresteret i Caritas, så hun kravlede ud og satte sig ved siden af Thomas, der holdt tømmerne i et stramt greb, mens han koncentreret ledte de nervøse heste videre ad vejen.

En fugtig varme havde afløst uvejret. Thomas forklarede, at de måtte være ekstra forsigti