Søsterklokkerne

De sad med hver sin halve sandhed, som tilsammen udgjorde en løgn.

Nat efter nat hørte han stemmer fra det hemmelige rum inde i sig, fra det mørk­lagte sted, hvor han holdt skriftemål for sine egne lyster

Men håbet var som et æg. Så snart det skulle stå af sig selv, trimlede det omkuld

Brysterne var så store, at de blev kolde om vinteren, og han regnede ikke med, at de ville blive ved med at holde sig pæne

Astrid Hekne stod stille og så på kvinderne foran skibet, på alle dem, der holdt styr på usselt klædte børn, og hun tænkte: Nogle mener, at vi ikke burde føde børn ind i en sådan verden. Men hvem skal så føde de børn, der til sidst vil gøre verden til et bedre sted?

Schön­auer brød stilheden først. „Jeg tænkte at byde på noget som tak for opvartningen.“
Han fiskede en firkantet blikæske frem fra lommen, pillede låget af og skubbede den hen over bordet.
„Den hedder Grousemoor,“ sagde han. „Jeg købte to pund dengang i London, og nu har jeg et halvt tilbage.“
Schwei­gaard tog nølende imod den.
Pibetobak?
Han løftede æsken op til næsen, snusede to gange og vidste straks, at det var en udsøgt blanding. Engang under en studierejse til København havde han og de andre unge teologer hurtigt opdaget, hvor forkælet byen var med gode tobakshuse. Han havde hamstret et halvt kilo tobak fra Wilhelm Øckenholt Larsen og hans kone på Amagertorv, og hvert eneste ord, han fik læst på det teologiske fakultetsbibliotek, blev læst gennem blågrå skyer fra Larsens blandinger, som regel 1864 eller No. 05. Men her i Norge kunne han ikke skaffe den og måtte nøjes med Tiedemanns blandinger, der var lettere besk i smagen og sved på tungen.
Han tog noget mellem fingrene og dryssede det ud over håndfladen. De velduftende flager, der havde en brungylden grundfarve, måtte stamme fra Virginia i De Forenede Stater. Nogle fede og sorte strimler afgav en mættet, næsten vammel dunst, sikkert de dyrebare og uforlignelige sorter, der blev udskibet fra Latakia i Syrien.
Schwei­gaard stoppede piben og tændte den.
Virkelig. En troldmand af en tobaksblander havde været på færde. Miksturen havde rygrad og styrke, men en eksotisk, lille aroma gjorde den rent ud sagt magisk, det kunne være den lille hemmelighed, som Larsen havde fortalt ham om, nemlig finmalede yenideblade.
Samtalen forstummede af sig selv. Han kunne gennem tobaks­skyerne se, at tyskeren på den anden side af bordet også tændte piben, og selv befandt han sig midt i tobakkens dybeste glæde.
De to mænd røg i stilhed. Kai Schwei­gaard følte en sindsro og et behag, der kun kunne sammenlignes med den aller­tidligste fase af en opiumsrus.

og bibel og vågne øjne. Kai Schwei­gaard.

præst sad bare søvngængeragtigt bag gardinerne og nøjedes med en hastig jordpåkastelse følgende messesøndag. Da var kisterne allerede dybt nede i jorden, og af og til sagde han vist tilmed et forkert navn, uden at nogen vovede eller gad at rette ham.
Følgerne af dette fik

og spredt for alle vinde. Det ville være lige så omsonst at forsøge at sætte nålene tilbage på sidste års juletræ

Rygter er de frø, sagn gror af, så lette, at de kan sprede sig med vinden, og hurtige til at vokse. Inden sandheden slår rødder, vil rygterne for længst være blomstret og blevet sandheder i sig selv, for selv de vildeste fantasier har det ved sig, at nogen har fortalt dem, og det – at nogen har fortalt noget – er i hvert fald sandt, selvom det, der blev fortalt, ikke stemte