Store Hans Christian. H.C. Ørsted 1777–1851

ham udgør naturen en sammenhængende helhed af kræfter, som vi kan erkende med vores fornuft. Bag disse findes en højere, guddommelig fornuft: ånden i naturen. Og hvad ånden lover, det holder naturen.

orskere som ad tankens vej har fundet frem til et punkt, hvorfra de kan se enkelthederne i lyset af helheden, og som er opfyldt af ro, harmoni og glæde.

han to forskellige typer af videnskabsmænd. Den ene har en stadig tilbøjelighed til at kombinere fænomenerne, opdage deres fællestræk og finde frem til grundprincipper. Ofte forsømmer han detaljer og eksakte forsøg (den ørstedske type?). Den anden type derimod retter sine bestræbelser mod at vise fænomenernes forskellighed og koncentrerer sig om at undersøge løsrevne kendsgerninger. Herved bliver han ude af stand til at se ’helhedens harmoni, som er sandhedens inderste væsen’.

an peger dog også på, hvorledes den nye læreanstalt vil kunne frigøre den nærings drivende fra lavenes tyranni og bryde deres monopol. Han udtaler bl.a.:’Den dannelse, man hidindtil anså som den eneste, måtte altid blive fremmed for den største del af den arbejdende klasse. Vor videnskab er næringsbrugeren mere tilgængelig.
Mange af fædrelandets mest oplyste og indsigtsfulde mænd forestiller sig, at videnskabelige kundskaber er upassende, endog skadelige for næringsbrugeren, og at det kun er recepter, man skal meddele den arbejdende klasse.

kommer han hjem fra rejsen opfyldt af planer om at give hele folket større kendskab til naturlæren, til videnskaben i videste forstand. Hans liv får en ny dimension. Hovedvægten af hans arbejdsbyrde bliver yderligere forskudt fra videnskabelig forskning til en samfundsnyttig indsats i folkeoplysningens tjeneste. Få uger efter sin hjemkomst udsender han indbydelse til foreningen ’Selskabet for Naturlærens Udbredelse’.

Ørsted beherskede ikke matematikken og foretrak et eksperimentelt, anskueligt bevis for en fysisk teori fremfor et matematisk fremført. Efter hans overbevisning gør det fænomenerne langt mere håndgribelige for den, som studerer naturvidenskaberne. F

Ørsted har lært at eksperimentere og lever snart op til den målsætning, han i 1811 opstillede for naturvidenskaben: For nærmere at studere naturfænomenerne må man bringe tingene sammen, så deres virkninger bliver forståelige.

Sandheden er af Gud, og det hører til kærligheden mod det guddommelige væsen at elske videnskab og kunst, der ikke er andet end en erkendelse og fremstilling af dets væsen’. Det er videnskabsmandens natlige lampe, der skal oplyse jorden. ’Ve ham, om han ikke føler sit kald som en røst fra guddommen!’

orslaget til disse kunstord havde han forelagt sprogforskeren Rasmus Rask, som skrev til ham, at der ikke findes eksempler på, at et nyt substantiv er afledt ved at tilføje et t (il(d)t) og udtaler som sin mening, at disse nye ord vel næppe kan anses for godt dansk. Ikke desto mindre blev de gode danske ord, som vi stadig bruger i daglig tale uden at skænke deres oprindelse en tanke. Ørsted gav os også andre danske ’kunstudtryk’ som f.eks. klangbund (1809), vægtfylde, opdrift (1817), virkningsgrad og ledningstråd (1835).
I sin levetid skabte han næsten 2.000 ord og orddannelser, som han efterlod sig i en omfattende ordsamling. I hans efterladte optegnelser er der et forslag til en ’genstandsordbog’, opbygget efter emner og begreber, hvor alle sammensætninger, hvori grundordet indgår, skulle opregnes. Der er også adskillige ’tankesprog’ (strøtanker) bl.a. dette: ’En teori er en opfattelse, et åndeligt syn af tingenes fornuftssammenhæng’.
Ørsted beklager, at De-formen er blevet indført i stedet for Du og gør bl.a. opmærksom på, at det danske sprog er det eneste, som skelner mellem elskov og kærlighed. I fragmentet ’Sprogforædling’ skriver han: ’Det man siger sine landsmænd må være således sagt, som om det fra først af var tænkt i modersmålet. Tænk, det du vil sige, på dansk – og tal så!’

Om naturlærens tilstand skriver han, at vor viden om naturen har to sider: en som beskriver, hvorledes genstandene er (naturbeskrivelse) og en anden som lærer os, hvorledes legemerne virker på hinanden og forandrer sig (naturlære). Og han konkluderer: At erkende hvordan legemerne virker og forandrer sig er at erkende, efter hvilke love det sker.
Ydre forandringer kalder Ørsted bevægelse. Tingenes indre egenskaber kan kun erkendes gennem deres virkninger, som skyldes grundkræfter. Disse fænomener benævner han kraftlære og lader den omfatte af kemien i videste forstand.
Den store afhandling afsluttes med følgende lille digt (i forfatterens oversættelse):
Den store urkrafts gåde kan kun tyde
den, som af sin fornuft sig lader føre,
og hvis det lykkes synlig den at gøre,
da vil en frihedsdag for os frembryde.