Torsdagsmordklubben

Det er jo lige hendes gebet.

Chris åbner en Twix, mens han nærstuderer billedet. Han skal til det årlige helbredstjek om to måneder, og hver mandag overbeviser han sig selv om, at det her bliver den uge, hvor han endelig kommer i form igen, endelig får smidt de fem kilo, der holder ham tilbage. De fem kilo, der giver ham krampe. De fem kilo, der gør, at han lader være med at købe nyt tøj, bare for en sikkerheds skyld, og gør, at han ikke begynder at date, for hvem gider være sammen med sådan en som ham? De fem
kilo, der står imellem ham og verden. Ti kilo, hvis han skal være helt ærlig.

Om mandagen går det som regel godt. Om mandagen tager Chris ikke elevatoren. Om mandagen tager Chris madpakke med. Chris laver mavebøjninger i sengen om mandagen. Men når det så bliver tirsdag, eller, på en god uge, onsdag, så kommer verden snigende tilbage, det virker uoverskueligt at tage trappen, og Chris mister troen på projektet. Han er godt klar over, at det er ham selv, der er projektet, og det gør ham endnu mere nedtrykt. Så er det frem med kagerne og chipsene igen, frokosten fra tankstationen, en hurtig fadøl efter fyraften, en gang grillmad på vej hjem, chokolade på vej hjem fra grillbaren. Først spiser han for at dulme følelserne, så kommer lettelsen, derefter skammen, og bagefter starter han forfra.

Men der er jo altid næste mandag, og en eller anden mandag bliver han frelst. De fem kilo rasler af, og det samme gør de næste fem kilo, der også har ligget på lur. Han får næsten ikke engang sved på panden ved helbredstjekket, han bliver til den sportsmand, han i al hemmelighed altid har vidst, at han var. Sender en sms med en tommelfinger i vejret til den nye kæreste, han har mødt over nettet.

Han spiser resten af sin Twix og ser sig om efter chipsene.