da
Boeken
Lars Saabye Christensen

Halvbroderen

  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Du sagde at Fred lå i en kiste på tørreloftet! Jeg så ned. – Det er vist rigtigt.
    Der var ingen af os der havde troet at far kunne løbe så hurtigt op ad en trappe. Mor skyndte sig efter og kunne næsten ikke følge med, og bagerst kom jeg. Jeg ville se hvad der skete. Det her er hvad jeg så: far er standset inde på tørreloftet, lige under tagvinduet. Kisten står på gulvet. Mor gemmer ansigtet i hænderne, og hun skriger uden en lyd. Men det underligste er at far ikke ser på kisten, men først på tørresnorene, klemmerne, resterne af den døde fugl, de tomme kokssække, og han trækker vejret så tungt, han ånder støvet rundt i rummet, han bliver stående og stirrer på alt det som om han har glemt hvad han er kommet herop for, glemt sig selv. Så løfter Fred selv låget af kisten og sætter sig op. Det ser pudsigt ud. Han sidder og gaber, bleg og mager mellem silkefolderne. Han stirrer på mig. Jeg stiller mig i skyggen bag mor, der stadig har ansigtet gemt i hænderne. – Du må ikke gøre ham noget, hvisker hun, og far vender sig om mod hende, næsten sørgmodig, næsten undskyldende. Så sker det allermærkeligste. Far bøjer sig ned og lægger armene om Fred, holder ham ind til sig, klapper ham på ryggen, selv mor tager hænderne væk nu, for far giver ikke Fred tæv, han omfavner Fred, og jeg får et glimt af Freds blik over fars skulder, forvirret og skrækslagent, og en af dem græder, det er ikke Fred, det er far, Arnold Nilsen, der græder
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Stilheden var dobbelt. – Skal jeg dræbe din far for dig? spurgte han. Fred havde sagt noget. Det var det første han sagde. Jeg blev så glad. Jeg lo. – Hvad siger du? sagde jeg. Fred kom nærmere. – Skal jeg dræbe din far for dig, Barnum? Jeg lo ikke mere.
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Knappen lå ikke i dit pennalhus, Barnum, siger hun. – Gjorde den ikke? – Nej, Barnum. Mor vender sig om mod far, han ligger på divanen med puderne under hovedet og avisen over ansigtet, det blafrer i siderne. – Hvad skal du med knappen? spørger jeg. – Vask dine hænder, siger mor. Hun skynder sig ud i køkkenet, for der er noget der lugter brændt. Jeg går ind på vores værelse og finder pennalhuset. Mor har ret. Knappen er der ikke. Enten har jeg tabt den i skolen, eller også ved jeg hvem der har taget den. Og vi skal lægge lang tid og mange år bag os inden den samme knap dukker op igen, som et lille hjul der har trillet gennem
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Hun vender sig langsomt om mod mig og blæser en ring, som jeg sætter på fingeren før den opløser sig i ingenting. – Hvad siger du, Barnum? – Knappen ligger i mit pennalhus, hvisker jeg og stikker fingeren i munden. Mor går ud på altanen og vinker.
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Mor står ved den åbne altandør og ryger en cigaret. – Pennalhuset, siger jeg.
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Senere på aftenen står mor ved min seng. – Hvor er knappen? spørger hun. Men jeg svarer ikke.
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Bagefter tørrede jeg af mens Boletta vaskede op, og bagefter ventede jeg på Fred. Han kom da jeg var faldet i søvn. Pludselig sad han på sin seng. Jeg kunne ane ham i mørket. Det var hans øjne jeg bedst kunne se. Jeg turde ikke tænde lyset. – Hvad snakkede du og Den Gamle om? spurgte jeg. Øjnene forsvandt. Han svarede ikke. Jeg fandt mit pennalhus i rygsækken og lagde forsigtigt den tunge knap i hans hånd. Øjnene kom til syne igen. – Det er Den Gamles knap, hviskede jeg. Fred tændte lyset. Han stirrede på knappen og lukkede hånden om den. – Du må godt få den, sagde jeg. Jeg troede han ville sige noget, men han lod bare knappen falde ned på gulvet. Jeg var nødt til at kravle ind under sengen for at finde den, og Fred slukkede lyset. Han fortsatte sin lange tavshed.
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Mor fortsatte med at ordne Den Gamles ting, slippers, flakoner, smykker, briller, og hun var længe om det som om hun gjorde det i søvne og ryddede op i en drøm, hun aldrig ville kunne få orden på. – Fordi menneskene også er onde, sagde Boletta. Jeg forstod det ikke, men spurgte ikke mere. Det er de skridt jeg hører gå ud af mit liv. Det er mors sang. Nu vendte hun sig brat, næsten smilende, og holdt noget frem hun havde fundet i smykkeskrinet. Det er rytmen i mors tanker. Det var en knap, en skinnende knap, som der stadig hang en sort tråd i. – Hvor kommer den fra? hviskede mor. Hun gav knappen til Boletta, men hun vidste det heller ikke. De sad helt tavse og stirrede på knappen, der var større end en sodavandskapsel. – Må jeg få den? spurgte jeg. Mor så op. Hun var bleg, kinderne sank ind i ansigtet, og et øjeblik syntes jeg hun lignede pigen på billedet, hendes bedste veninde, Rakel. Jeg vendte ryggen til. Jeg ville ikke se mere. – Selvfølgelig må du det, lille ven, sagde Boletta. Nu du har været så flink til at rydde op. Hun gav mig knappen. Den var tung og kold i mine hænder. – Tak, hviskede jeg. Jeg gik ind på vores værelse. Jeg lagde knappen i pennalhuset.
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Chaufføren i lastbilen, der skulle ned på havnelageret med paller, sagde i sin forklaring at Den Gamle pludselig kom farende ud i krydset, og at han ikke havde haft en chance for at bremse i tide. Vidner til ulykken, ekspedienten i aviskiosken og en række kunder der var derinde for at læse de sidste nyheder, kunne bekræfte dette, og de tilføjede at det var et under at det overhovedet var lykkedes chaufføren at styre uden om drengen, der også var løbet direkte ud på gaden. Den Gamle blev slynget over kølerhjelmen og fløj flere meter gennem luften. Men der var ingen der kunne sige præcis hvad der var sket i det øjeblik Den Gamle slap Freds hånd og tumlede ud i gaden, om hun snublede, fik en hjerneblødning eller ganske simpelt gik i sine egne tunge tanker på denne sorte morgen. Siden har jeg tit tænkt på hvad der skete i sekunderne inden ulykken, inden Den Gamle tabte balancen ved hjørnet af Slottsparken og havnede foran lastbilen.
  • Joan Elin Spangsbergciteerde uit5 jaar geleden
    Sengen var hård og for høj og sikkert ikke rar at ligge i. Der var blod på Freds jakke, nederst på den ene arm. Var Fred også kommet til skade? – Bløder du? spurgte jeg. Fred svarede ikke. En ambulance nærmede sig udenfor. En sygeplejerske løb forbi. På den grå væg hang et billede: En der trak garn op af havet. – Hvorfor er Den Gamle død? hviskede jeg. Men Fred svarede heller ikke nu. Fred var begyndt på sin lange tavshed. Hans øjne var som bagsiden af skeer, og han stirrede bare lige frem for sig, på døren eller ingen steder. Jeg ville holde Fred i hånden. Han knyttede næven og stak den i lommen. Jeg havde ikke lyst til at blive siddende der. Jeg sprang ned på gulvet. Fred standsede mig ikke. Jeg gik ud i korridoren igen og prøvede at finde mor og Boletta.
fb2epub
Sleep je bestanden hiernaartoe (maximaal 5 per keer)