Mit år med Gud

Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet religiøs i årets løb. Men jeg kan dog sige, at jeg har opdaget, at jeg på flere måder hele tiden har været det. Jeg tror dog, at jeg beholder betegnelsen agnostiker på Facebook. Ikke fordi jeg synes, det er pinligt at ændre den, men fordi begrebet sådan set udtrykker mit ståsted ret præcist. Agnosticismen er en slags tro for tvivlere. Vi ved ikke, om der er en Gud, men vi ved, at det ikke kan bevises, om der er en Gud. Og netop fordi der ikke kan føres bevis for Guds eksistens – for det ubetingede – er det op til os at fortælle historier om dem, der har legemliggjort det ubetingede. I kristendommen er det især Jesus. Hvis vi mister troen på det ubetingede, har vi kun instrumentaliseringens, opportunismens og købmandskabets logikker. Og de er udmærkede på egne præmisser, men duer ikke som grundlag for en livsanskuelse. Eller et liv i det hele taget.

At Gud er fraværende, og at vi kender ham som en mangel, som en fordring, der kræver at blive opfyldt, selv om det både er umuligt og ikke giver os nogen præmie at forsøge.

Den moderne, individualistiske forestilling fra psykologien om, at vi kun har adgang til verden gennem vores eget, indre oplevelsesliv (vores „mentale repræsentationer“), og at vi hver især kan blive herre over, hvad dette
oplevelsesliv indeholder af mening og værdi, ja, det opfatter jeg som en nihilistisk forestilling. Det er i virkeligheden den forestilling, der gør os alle til små, almægtige guder, og det er den forestilling, en stor del af poppsykologien og selvudviklingsverdenen lever af at promovere: „Du kan, hvad du vil“, „Lykken er et valg“ og den slags motivationsslogans ophøjer individet til en almægtig kraft, der selv kan bestemme over tilværelsen og over, om den lykkes.

Mit svar på denne måneds spørgsmål – findes sjælen? – er således bekræftende. Den findes, men vi finder den aldrig. Og den findes kun, fordi vi ikke stopper med at lede efter den.

Man kan frygte, at en stigende anvendelse af tilskuerperspektivet, baseret på naturvidenskabelige indsigter, vil reducere mennesket til en maskine i et system af årsager og virkninger, hvorved ansvar og skyld forsvinder.

Men vi kan opdage, at noget insisterer, vil os noget, kræver noget af os på en måde, der kommer til os udefra. Jeg tror, det er det, vi mener, når vi taler om menneskets sjæl. Sjælen udgøres ikke af kroppen, organismen, hjernen, psyken eller sindet som foreliggende elementer i en naturverden. I stedet peger ordet på, at mennesket er et væsen, der er væsensforskelligt fra ting og sager og maskiner.

sjælen give en af de bedste begrundelser for det væsentlige ved den religiøse dimension: At den er nødvendig for at begribe det væsentlige ved os mennesker – nemlig det åndelige eller sjælelige.

Når vi har med et menneskes sjæl at gøre, er vi nemlig i området for værdighed, ukrænkelighed, det hellige. Den slags. Men når vi har med et menneskes psyke at gøre, handler det om sindets mekanik, informationsprocessering og mentale repræsentationer. Hvad angår psyken, har vi med fænomener og processer at gøre, som forskere forsøger at genskabe og simulere i digitale computere. Altså i maskiner uden sjæl.

I København skal jeg mødes med min „mande-basis-gruppe“, som jeg kalder den for sjov. Den består af Rane Willerslev, Tor Nørretranders, Frederik Lindhardt og mig selv, og vi er i gang med at lave en samtalebog om samtaler.

Jeg må derimod anse mit ansvar for børnene for ubetinget, og jeg må forholde mig til kærligheden som andet og mere end elektrokemiske signaler i mit centralnervesystem.