Hestehullerne

Ester er lille og spinkel. Hun ligner ikke en pige, der har lagt konfirmationen bag sig. Formerne er ikke kommet til hende. Hun er tynd og benet. Hendes hår er sjovt nok glat og ikke stort og kruset som hendes mors. Hun er sådan en pige, der glider ind i mængden og forsvinder

Formerne er ikke kommet til hende. Hun er tynd og benet.

. At bede Inge om at holde på en hemmelighed ville være som at bede hende trække vejret ind, men ikke lukke det ud igen

Prøv at forestille jer, at alle mennesker formåede at holde på deres hemmeligheder. Tænk, hvis alle kun fortalte det om sig selv, de anså for passende. Hvis Inge ikke havde talt over sig, ville Inge og Lau være de eneste to mennesker på Næsset (og i verden), der kendte til det, der skete. En bid liv båret af kun to mennesker (andre gange kun ét) kan så let forgå. De kunne risikere at glemme det eller komme til at tvivle på, om det virkelig havde fundet sted. Eller de kunne blive begravet med det til sin tid. Det skræmmer os mere, end I aner. Alle de historier, der bliver ædt af ormene.

Eller også lykkedes det ham at væve sin egen sorg ind i en større historie, der fik den til at syne mindre. Som når man med en telelinse er kommet så tæt på noget, at lige meget hvor meget man stirrer, giver det ikke mening, men når man zoomer ud, bliver de ubegribelige mønstre pludselig til nerverne og grønkornene i et strenget bøgeblad, og bøgebladet til et blad på et træ i en sammenvoksning nær en kyst et sted, man kender.