Rejsen over stepperne

nok, ville få et glimt af et eller andet efemerisk

bryde mig om at leve uden dig, Jondalar. En del af mig ville drage med dig til åndernes verden. Jeg ville aldrig blive hel igen. Men vi er heldige. Tænk på alle de mennesker, som aldrig finder kærlighed, og på dem, der elsker nogen

velkendte uro i lysken. Han rystede på hovedet. Det var der ikke tid

fra den høje klippe for at forsvare hende.
– Jeg er forbavset over, at det kun var benet, han brækkede, sagde Jondalar med et blik i retning af den høje klippevæg

Efterhånden, som Ayla og Jondalar nærmede sig fastlandets koldeste del, regionen mellem bjerggletsjerens udløber

flod, der med tung værdighed bølgede gennem de flade stepper

De færreste som ikke selv har set det, vil tro, at en sten kan brænde, hvis vi ikke har en at vise dem. Brændesten er Jordens Store Moders gave til Losadunaierne. Vore gæster

men hun vidste, at ordene var betydningsfulde, og at hun nu, da hun havde hørt dem, aldrig ville glemme dem

for at give næring til kødæderne, er vi kommet for at ære Dig

Da han trådte tilbage og vendte sig om mod forsamlingen, så Ayla at lysskæret kom fra en stenlampe, han havde tændt i en niche i grottevæggen. Lyset kastede dansende, mere end legemsstore skygger af en lille dunai, der stod i midten, og fremhævede konturerne af den smukt udskårne kvindefigur med de frodige, moderlige former – store bryster og rund mave, ikke frugtsommelig, men velforsynet med fedtreserver.