Isfolket 06 – Den onde arv

6. bind i Margit Sandemos fantastiske serie om Isfolket.

Tarjei Lind af Isfolket havde lovet sin farfar Tengel at finde en værdig arvtager til Isfolkets hemmelige opskrifter. Tarjei beslutter sig for at give forrådet til Mattias, den snu Kolgrims halvbroder. Da dette, en sommerdag år 1633, kommer Korgrim for øre, slår hans ondskab ud i lys lue…

Serien Isfolket er en gribende krønike om kærlighed og overnaturlige kræfter og ikke mindst om kampen mellem det gode og det onde.

BOGRUMMET giver bogen 5 stjerner af 5 mulige og skriver:

I 6. bind af fortællingen om Isfolket handler historiens kerne om både et par favoritter og en der absolut ikke kan betegnes som en favorit. Dette er den del af Isfolkets saga der handler om Matthias, Kolgrim, Gabriella og Tarjei.

Den begynder simpelthen hvor bind 5 slap. Kolgrim er ved at vokse sig stor. Han er nu 12 år og den slægtslinie hvorfra han kommer, har aldrig haft et problem med tidligt at stå i lyslue. Noget som han kommer til da Tarald uforvarende fortæller om Tarjei nyeste meldinger fra Tyskland. Tarjeis brev omhandler nemlig trolddomsmidlerne. Denne samling lægeurter og hekseting har familien længe forsøgt at holde fra Kolgrim, velvidende om at han har det onde i sig.

I hver generation er der en udvalgt i slægten, som er udpræget ond i sit sind, noget Kolgrim har afsløret at han var meget hurtigt. Kolgrim som aldrig er blevet fortalt noget om slægtens troldomskyndige, bliver ved Taralds nævnelse af troldomsmidlerne, helt elektrisk, især da Matthias ved samme lejlighed udpeges som arvtageren.

Kolgrim bestemmer sig for at slippe af med Matthias, som dengang er 9 år, i troen at han så selv vil blive udpeget til arving. Ved en udspekuleret handling lykkes det Kolgrim at slippe af med Matthias og hele slægten er i sorg over at drengen med engleansigtet er borte.

Jeg kan ikke fortælle under hvilke omstændigheder vi får de andre personers historie, da den griber for meget ind i historien om Kolgrim, men bind 6 er helt klart stadig sagaen værdig. Den eneste protest jeg kunne have var at det på nogle tidspunkter føles som om at det går lige vel stærkt, men eftersom hver bog breder sig over en 5–10 år, kan jeg ikke se det kan være anderledes uden at blive kedeligt.