Huset vi bor i

Det faldt i min lod at se en brevveksling mellem Frits Pullich og provst Eriksen i Tved. Her er huset, arbejdet, lydene, dagene indfanget fra præstegården, så det lever som et stykke litteratur. Hvor mange brevskrivere har vi mon tilbage i landet?
Provsten giver sig god tid. Det er vigtige emner han skriver om. Han fortæller, at hans far var streng i opdragelsen og gerne slog ham med en lineal. Faderen ville helst rette hele verden ind efter den lineal.
Og så skriver provsten med sin oplivende humor: Linealen nåede ikke sit mål med mig ved at lande på min bagdel. Men jeg lærte noget af den lineal: Jeg lærte aldrig at tro på linealen.
Han forstod tidligt, at man ikke skal rette nogen ind efter en lineal, og det blev en god visdom at have for ham i et sogn.
I et brev fra 1932 fortæller Eriksen til magister Pullich om dagene i præstegården, rytmen, lydene, synsindtrykkene.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde har læst en bedre beskrivelse af en landsbypræsts hverdag – eller en bedre redegørelse for hvorfor det er godt at være præst:
8. marts 1932
Kære hr. magister!
Skæbnen har bestemt, at jeg skulle være den stille iagttagelsernes mand. Det er jo ikke de middage vi har spist og den sludder vi har ført og det arbejde vi har gjort som fylder os med kraft og velsignelse, men det er de små og store tilfældigheder der indtraf undervejs som giver os liv. Man skal blot bruge sine øjne og høre med ørerne og forstå med hjertet, som Jesus siger, så går det hele af sig selv

Huset er denne strøm af mennesker, der går gennem huset, fordi de skal tale, eller hvile, eller læsse af – eller komme med ideer

stabler og falder ned med et brag engang imellem. Det er notater som engang var livsvigtige og som nu kun ligger i bunker

Huset er også lydene udenfor huset.
Det er bøgerne, der ligger i

Men pointen i, at jeg nævner de to optegnelser er at huset vi bor i, aldrig bare er det lukkede run, der er også lyde udefra, som giver vores verden virkelighed, nærhed

Lad ikke djævelen trække dig væk fra de vægtige ord. Du må ikke tro, han kun tager skikkelse i det folk kalder djævelskab, han tager lige så tit bolig i din forfængelighed, i din magtsyge, i din indbildte fortræffelighed.
Fra først jeg randt af rode,
straks synden i mig groede.
I vuggen fik jeg smag
på syndsens æblestamme.
Naturen var min amme
til syndsens pattedrag

Jeg befinder mig ikke på dødens kant, men på livets kant!“. Senere brugte Stine Andersen, hans enke, denne replik som titel på to prædikensamlinger, På livets kant.

Hvor mange evige ord har man selv hørt, og hvor glemsom har man været? På mit bord ligger Otto Andersens bøger altid. Jeg læser dem når jeg føler mig mest glemsom

Og man kan bygge kirker der får mennesker til at føle, at de står midt i det enkle, det hverdagsnære, det fortrolige.
„Foragter ej de ringe dage“.
En gammel præst sagde, at der havde været god mening i hans liv. Han havde sagt evige ord, søndag efter søndag til en glemsom menighed.
Det er en meget god arbejdsbeskrivelse. Evige ord til en glemsom menighed

kostet mange håndværkere livet at bygge dette rum – men hvad er et menneskeliv værd mod en katedral