Verdens lykkeligste mand kaldte man vagabonden Amandus, der besøgte L.C. Nielsens barndomsegn nogle gange om året. Om han var lykkelig, er ikke til at sige. Ingen ved heller, hvad der blev af den omvandrende musikant og digter, men mange af hans vers sad fast i L.C. Nielsens hoved, efter han selv var blevet voksen. “Verdens lykkeligste mand” består af L.C. Nielsens gendigtninger af de viser, han husker, Amandus sang for ham og hans familie.
Laurits Christian Nielsen (1871–1930) var en dansk forfatter, digter og redaktør. Han debuterede som forfatter i 1897 med digtsamlingen «Tre Mænd (Judas, Kain, Spartacus)" og udgav en lang række digtsamlinger og fortællinger i løbet af sit liv. L.C. Nielsen arbejdede på flere forskellige dagblade, men havde svært ved at holde ansættelse længere tid ad gangen. Hans liv var præget af uro, omskiftelige omstændigheder og dårligt helbred. Han døde i 1930 af en hjerneblødning under et rekonvalescensophold i Rom.
