Permanent Turbulens

“Tusinde tak for i aften, jeg er desværre nødt til at smutte”, hvilket naturligvis frembragte et ret så forskrækket, desorienteret og panisk udtryk i hendes ansigt.
“Jamen, hvad hvis vi vinder?” udbrød hun.
“Bare rolig, det gør vi ikke.”
Jeg stormede ud af døren, men nåede lige at konferere med min trommeslagerkollega Jais Kringelbach, der var med i et af de andre ensembler. Vi aftalte, at han skulle gå på scenen med Pia, hvis sang nummer fire vandt og derfor skulle spilles igen. Jeg forklarede ham, at han bare skulle slå lidt på Octopadet, når han følte for det, men videst muligt skulle undgå felterne to, tre og fem. Denne gang nåede jeg ikke at skifte tøj, da jeg hastede ud til en taxa, og bemægtigede mig således på uretmæssig vis en licensbetalt firserskjorte med tilhørende læderslips.
Taxaens radio var stillet ind på P3, der sendte direkte fra showet. Her kunne jeg høre, at vores nummer klarede sig faretruende godt i seerafstemningen, hvilket gav mig lidt sved på overlæben. Sangen endte dog på en fjerdeplads.