Ondskabens tegn

Med bankende hjerte indså Siri, at staven måtte være tiltænkt hende.

vågnede og strakte sig, dvask og selvbehagelig. Det var varmt og herligt under skindtæppet. Bålet slikkede stadig med smækre tunger op i den sorte skorstens indre. På gulvet stod hendes blodrøde drikkehorn i sin fornemme gyldne holder. Grina rakte ud efter det. Lidt køligt vand ville gøre godt lige nu. Hun havde lært sig mere og mere under sit ophold hos Ham. Dette var på en måde hendes rum, selv om alting alligevel var hans. Hun havde fået tilladelse til at bruge det. Og mens hun var der, måtte ingen andre komme der. Grina havde for længst vænnet sig til at have usynlige tjenere, som adlød hendes mindste ordre. Hun forestillede sig, hvordan hans trælle