Koma

Hvis mine øjne virkelig havde været åbne – og i et par sekunder havde jeg kigget på indretningen af min sygestue – lukkede jeg dem nu.

At vågne er at stige, og at drømme er at synke. Man vågner op, man falder i søvn.

Jeg begyndte at synke tilbage i min drøm

At vågne er at stige op: man vågner op, ikke ned.

At vågne er at stige op, og det var derfor, mine skuldre hævede sig, da jeg gik ind i huset. På det tidspunkt var jeg som en dykker på bunden af havet, der befriede sig for vægte. Og da jeg så skyggerne af min mor og far, blev det sidste blybælte frigjort, og jeg steg hurtigt opad, som et projektil.

Man drømmer, man vågner: man lever, man dør

Men inde i drømmelivet var verden i almindelighed sammenhængende. Ikke netop en ikke-fovirrende verden – bare ikke mere forvirrende end nogen anden verden.

Familiemedlemmer og venner, der forsøgte at trænge ind i den komatøse patients sind med en katalysator. Udløsere, kaskader for at løfte den sovende ud af bevidstløsheden.

Jeg nævnte det for Catherine, lige inden drømmen begyndte at flytte mig. Da jeg forlod hende og soveværelset og de fratrukne gardiner, sagde jeg »Jeg har brug for en katalysator.«

Omsider nåede vi til et par svingdøre, og sygeplejersken standsede. Over døren sad et skilt: KOMA-afdeling. Sygeplejersken kiggede på mig over skulderen og gav mig et lille opmuntrende smil. Så gik vi ind

Tak,« sagde jeg. Min stemme rystede. »Fordi du hjalp mig. Fordi du kom og fandt mig.«

Sygeplejersken smilede. »Det er mit arbejde.«

»Hvad hedder du? Det vil jeg gerne vide.«

Sygeplejersken tøvede. »Du kender ikke mit navn,« sagde han. »Derfor kan jeg ikke fortælle dig det.«

Det forstod jeg ikke, og han gav mig ikke lejlighed til at bede om en forklaring.

Hvad kan du fortælle mig om dit arbejde?«

Jeg tænkte mig om igen. Og denne gang blev jeg overrasket over den tomhed, jeg mærkede som svar på det spørgsmål. »Jeg arbejder med papirer,« sagde jeg tøvende. »Jeg opbevarer papirerne i en taske med et messingspænde. Og jeg arbejder i en høj bygning. Et eller andet sted i centrum af ... byen.«

»Hvilken by?«

Jeg kiggede ud ad vinduet på højhusene langs motortrafikvejen. »Jeg ved ikke, hvilken by det er,« sagde jeg. Og denne gang var bølgen af panik ikke til at standse

Faktisk var konsekvenserne nærmest ubegrænsede. Hvis jeg ikke kunne skelne mellem hallucination og virkelighed, var det svært at forestille sig noget som helst, som jeg med sikkerhed kunne bruge til at definere mig selv med. Jeg havde måske en anden alder end den, jeg troede, eller et andet køn. Måske var jeg ikke på vej hen ad en gade til fods, men stod på en mark eller lå i et værelse. I det øjeblik på min langsomme spadseretur til sygehuset forekom det mig, at der var frit valg på alle hylder. Jeg kunne være hvad som helst med en bevidsthed.

Konsekvenserne af min tilstand eksploderede for mig. Det gik pludselig op for mig, at jeg for den sags skyld måske allerede havde en kone og børn, og at jeg havde hallucineret mig ind i en tilstand, hvor de ikke eksisterede. Jeg bandede over, at jeg havde efterladt min tegnebog hjemme. Jeg kunne have undersøgt den for pasbilleder eller farveblyantstegninger af huset med smilende tændstikmennesker stående udenfor