Hvorfor skriver jeg

Først og fremmest frihed. For hvis jeg gjorde sådan og bare skrev tingene ned som jeg havde oplevet dem, og brugte mit eget navn, var det som om alle bekymringer om stil, form, virkemidler, figurtegning, tone, afstand, med ét ophørte, det litterære blev et spilfægteri der slet ikke var nødvendigt: Det gjaldt bare om at skrive. Men det var ikke kun friheden der gav kraft, det gjorde det uhørte ved det også, det at det i en vis forstand var forbudt.

Hvad den følelse af autenticitet, af verdensnærvær, beror på, ved jeg ikke, kun at den er sjælden,

åde Borges og Foucault var optaget af det rum virkeligheden udfolder sig i, hvordan det forandrer sig alt efter vores blik på det, og det de præsterede, var en slags fiktionens grundforskning, for også fiktionen arbejder med at etablere rum som verden kommer til syne i.

et vi søger i kunsten, er mening. Det meningsfulde er forpligtende. Det forpligtende har konsekvenser.

den indlevelse hvor alt andet forsvandt og man i en vis forstand var ude af verden

forløste fortællingen om ham ting i mig som ellers ville være forblevet uforløste, hans erfaringer blev under læsningen mine erfaringer, og de åbnede for følelser jeg ellers ikke kendte.

det sociale var der alverdens ting der spærrede, der var næsten ingenting som kunne gøres eller siges, der var altid noget der stod i vejen, skam og mindreværdsfølelse sammen med en stærk selvbevidsthed paralyserede mig

Det var ikke kun vilje, der var også en længsel. Jeg vidste ikke hvad længslen rettede sig mod – det var vage, uartikulerede følelser, de befandt sig et sted midt imellem de bevidste og de ubevidste lag i hjernen –

er var næsten kun viljen tilbage

Ja, jeg skriver fordi jeg vil åbne verden.