Anna Ekberg

Havets børn

    Pia Emma Granlieciteerde uit3 maanden geleden
    Sundby, Amager
    To ord. Brun sovs
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    – Du forsøger at lokke mig i en fælde. Er det sådan?
    – Nej. Jeg lover.
    Så følger den lyd hun kender så godt, lyden af et gevær der bliver afsikret, klar. Hun har lyst til at råbe, at gøre noget. Hun ved præcis hvordan den ældste dreng tænker. Han tænker: De andre har fået den anden dreng til det, fået ham til at opfordre den ældste til at stikke af for at se hvordan han reagerer. Siger han ja? Jeg savner min mor og min far? Så vil han rapportere det til Oberstens mænd.
    – Du må ikke skyde. Please. Drengen græder nu, hjerteskærende. Så sker det. Angel vidste det. Man må aldrig tale om sin mor og sin far på den måde, ikke bare bringe det op ud af det blå, man skal kunne stole på folk.
    Skuddet overrasker hende selv om det ikke burde. Men hun forstår godt den ældste. Det var det sikre valg hvis han selv vil overleve. Og det vil han. Angel må have lavet en pludselig bevægelse, i hvert fald ser den store dreng i hendes retning. – Er der nogen?
    Kun skovens fugle svarer ham, gribbene højt oppe, deres begærlige skrig, Obersten sagde at de kan lugte frisk blod på hundrede kilometers afstand.
    – Fuck, siger den store dreng.
    Angel mærker tårer i øjnene. Det havde ikke behøvet at gå sådan. Den åndssvage lille unge. Hvorfor spurgte han også? Han havde ikke lært det endnu. At den måde Oberstens sætter skræk i de små, er ved jævnlige henrettelser. Den store dreng frygtede at komme tilbage til lejren i aften, kun for at blive udleveret. En af de voksne ville spørge den lille, ham der nu er død, om den ældste dreng havde sagt noget, talt om sine forældre eller om at stikke af
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Stemmer, lyse stemmer, ikke voksne. Hurtigt, hun maser sig ned i underskoven, forsigtigt trækker hun grenene over sig. Hun har gemt sig sådan før, sammen med en deling som Desmond ledede. De var på flugt fra regeringshæren
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Hun har lyst til at skrige, men det bliver bare til en lille lyd idet hun skærer forbindingen over med Desmonds kniv. Såret overrasker hende. Det er sort. Er det stenen der har farvet det? Hun mærker forsigtigt på hævelsen, og såret svarer igen med smerte. Kan hun stå? Desmond sagde at hun skulle kæmpe sig videre, hvis han ikke var tilbage efter en uge. Angel støtter sig til klipperne. Det er umuligt at støtte på den fod som slangen angreb.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Desmond har talt meget om sit hjem, hans far er bonde, de lever af sælge mango og nødder og den waragi som de ikke selv når at drikke. Men de drikker meget, mændene over fyrre arbejder kun indtil klokken tolv, så begynder de at drikke. Et par timer senere er de så fulde at resten af dagen forsvinder.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    For os er det ikke en usædvanlig situation, siger han til sidst. – Det er sjældent at faren er den mest oplagte donor.
    – Men, siger Rebekka, ved ikke hvor hendes spørgsmål skal ende. – Det du siger, er at far ikke kan bruges? Eller har jeg misforstået?
    – Nej, siger Verner lavt. – Vi oplever det en gang imellem. At cellerne ikke matcher hinanden. Hvordan en krop nægter at samarbejde med en anden krop, selv hvis der er tale om faren. Husk på, vi er inde at pille ved selve grundstenene i den menneskelige organisme, der hvor blodlegemerne dannes.
    – Men hvad sker der så? spørger Hans Erik. Rebekka betragter ham. Hører angsten i farens stemme som hun ikke har hørt siden ulykken. Fortvivlelsen.
    – Vi giver ikke op, siger Verner. Et automatsvar, lægevidenskabens udgave af “hav en god dag”, den slags man siger.
    Vi giver ikke op.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Uanset hvad der sker, siger Hans Erik, ligner et øjeblik en mand der er faret vild i sin sætning. – Så giver vi ikke op. Der er altid et håb. Okay? Han klapper hende på låret, hurtigt, akavet, han har aldrig været en særlig fysisk far, ikke krammet og puttet.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    ebekka? En kejtet omfavnelse fra hendes far, han sætter sig på en stol ved siden af sin syge datter. Rebekka synes næsten man kan se det på ham: Øv, tilbage i Danmark, kulden, det var ikke en del af planen for det fede, virkelighedsfjerne liv på eksotiske destinationer med fremmede kvinder.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Nu skal du blive rask, Angel, hvisker han. Han venter ved bålet og den lille gryde med gedemælk indtil stenen holder op med at danse på bunden. Han hælder mælken fra og tager stenen op med sine bare fingre. Hun kan se at han brænder sig, inden han får lagt stenen i det lille klæde.
    – Det kommer til at gøre ondt, hvisker han. – Men du må ikke give en lyd fra dig. Okay?
    – Hvornår har jeg nogensinde gjort det? svarer hun.
    Så gør han det, uden nogen advarsel. Angel bider sig selv i hånden, tager en dyb indånding gennem næsen, det skulle hun ikke have gjort. Hun kan lugte sit eget brændte kød i en uskøn blanding af gede­mælk og betændelse.
    – Stærk pige. Stærk pige, hvisker Desmond og lægger sig ned ved siden af Angel. – Jeg bliver nødt til at sove lidt, Angel.
    – Ja. Jeg holder vagt.
    – Kan du holde dig vågen?
    – Jeg kan slet ikke sove, så ondt gør det. Sov.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Nej, Obersten tager fejl, mennesker er ikke som dyr, dyr ejer ikke ondskab, slangen ville ikke gøre det af med Angel, den blev bare bange, måske trådte hun på den. Angel har intet at udsætte på slangen.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    At vilde skrig i junglen var en del af taktikken, at der opstod en fællesskabsfølelse, at det blev nemmere at adlyde. Og at ordene blev mere og mere sande jo flere gange de blev råbt.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Hvis det er godt nok til dyrene, er det godt nok til mennesker. Sådan lyder Oberstens bud nummer et. Mennesket er ikke over dyret, har han altid sagt, det var hans undskyldning for at lære børn at slå ihjel. At dyrene jo også lærer at jage, at slå ihjel, fra de er helt unge. Så kan mennesker også godt lære at slå ihjel når de er børn.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    t hun hellere ville være alene med sin smerte end dele den med andre. Man kan alligevel ikke dele smerte, man kan få nogle medlidende blikke som kun gør ondt værre.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Alligevel blev han den hårdeste, den hurtigste, måske fordi han har haft mere at kæmpe for. Eller fordi han lige fra starten tog en beslutning som han har fortalt Angel om flere gange, en beslutning om at ville overleve. Uanset hvad.
    Skrigene kommer pludseligt, som alt andet i bushen: Slangebid, løven, solnedgang, døden. Skrigene kommer fra floden.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Hver dag i fangenskab havde været en balancegang på kanten mellem liv og død. Det store spørgsmål hver eneste morgen var om hun orkede en dag mere på denne jord. Hvis ja, så skulle hun gøre sig nyttig, Obersten gjorde det hurtigt af med de unyttige.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    alt hvad du elsker, bliver alligevel taget fra dig.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    un åbner øjnene. Ja, det er bedre, at se på noget dansk, at blive løftet ud af ambulancen, glasdørene der åbner sig for hende, siger velkommen, velkommen tilbage til dit liv i smerte, til Kampala, til lugten af sved, af alt for mange mennesker, af Afrika og sygdom
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    ingen rigtige navne, ingen ville stå ved deres ugerninger. De ville gerne slå ihjel og plyndre og sælge diamanter for våben, men man kaldte sig aldrig ved sit fødenavn.
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    De caner dig.
    Sådan siger man. En cane er et fuldmodent sukkerrør, mandshøjt og let at bære, men hårdt som en sten når man slår. Første gang Angel havde nægtet at gå i seng med Obersten, havde de andre fået ordre om at cane hende. Desmond havde været med, sådan var det. Hvis han ikke havde gjort det, var han blevet skudt
    Kristen Lauridsenciteerde uit7 maanden geleden
    Han var et menneske, et menneske der lever af andres smerte som myggene i junglen lever af andres blod.
fb2epub
Sleep je bestanden hiernaartoe (maximaal 5 per keer)