Øvelser i afsked

Det er de ansvarliges løfte til os: I kan spise bøf hele vejen til Helvede.

Vi blev ikke kun hjemme for vores egen skyld. Vi blev også hjemme for de andres. Vi opdagede på en måde, som vi aldrig har oplevet det før, at vi er et samfund, og det har ikke noget at gøre med at stænge sig inde i et lille fællesskab. Det har alt at gøre med at åbne sig i et stort fællesskab. Vi nægtede at ofre hinanden. Derfor blev vi hjemme i selvisolationen. Det er den store, afgørende erfaring af et nyt fællesskab, vi tager med os.

Begravelse forvandler døden til en afsked foretaget i fællesskab. For en stund sidder vi ikke alene med vores tab i mørket.

det kontrollerbare liv er blevet vores utopi. Vi lever i foreløbigheden, men drømmer om varighed. Parforhold, der holder, børn, der ikke går deres egne veje. Vi ønsker at fastholde lykken og bygge den et hus. Og dog er vi alt for ofte henvist til tilfældet.

“Savn var et tomrum, der ikke ville fyldes. Tynget af sorgen, sagde man, men hvor meget vejede et tomrum? Sorgen kunne gøre én farligt let, uden tyngde i livet. Alting kunne forekomme den sørgende uoverkommeligt. Men det var kun, fordi der ikke var noget formål tilbage. I hendes liv var der ikke andet end formål. Der var kun nødvendighed, kærlighedens nødvendighed, og kærligheden var hverken let eller tung, hverken rummelig eller det modsatte. Den var hinsides alle disse målangivelser.”

Døden tager livet fra dig, men kun i den fysiske forstand. Den døde efterlader sig ikke et tomrum, men et rum, der stadig er fuldt.

Det er ikke noget tilfælde, at ordene sorg og omsorg er så tæt beslægtede. Den, der ikke oplever sorg, ved heller ikke, hvad omsorg er.

Og når barnet så brat er borte? Din kærlighed består jo, men nu uden anden genstand end den, der findes i erindringen. Du elsker stadig, men er blot forhindret i at øve kærlighedens gerning. Du er blevet en arbejdsløs biperson, og det bliver din opgave: at finde rundt i en verden, hvis hovedperson er borte.

Du hører til der, hvor der er brug for dig, skrev han. Hvis tingene fungerer lige så godt uden dig som med dig, er det ikke der, du hører til. Du hører til der, hvor du er uundværlig.

Man skal genopdage sin uundværlighed i livet. Det må aldrig blive lige meget.