Den sidste dommer

Om voldsfantasier og porno, om, hvad det hele går ud på mellem drenge og piger. Der var ikke meget at gribe fat i der. Han er en meget upåfaldende dreng. Ikke venlig, ikke ivrig for at svare rigtigt. Ikke specielt skarp i pæren. Men der er et eller andet ... uanfægtet ved ham. Man kan ikke rokke ham. Han virker ærlig. Han virker, som om han slet ikke kan se, hvad det hele kommer ham ved. Og man får det indtryk, at han har ret – at det hele ganske enkelt ikke har noget med ham at gøre.
– Okay, sagde Thor. – Og nu har Jette hængt sig.
Lone sagde, – Der foregår et eller andet.

ikke konkret. Han var meget ophidset

Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor I hjemsøger mig.

Stærkt forsinket.

– På grund af taget?

Villum trak på skuldrene. – Taget ... diverse andre luftige underleverandører, som har det med at fordufte midt i et eller andet tilsyneladende simpelt job. De tager ikke telefonerne, de svarer ikke på mails eller sms. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at alt det lort er én stor konspiration. Det kunne være Frisko.

Det betød noget, at der var et sted, hvor der var lys, når en otteårig dreng ikke var kommet hjem i mørkningen.

hans smil overflødiggjorde det. Lennart syntes, det var sjovt at sidde her med hende og ligesom antyde, at den rødhårede psykolog måske i virkeligheden var prostitueret, fordi hun så så godt ud, og fordi man aldrig hørte om folk, der havde været inde hos hende.
Lennart var fuld af pis, men mens Lone kørte ned gennem Dalede mod psykologens hvidmalede gasbetonhus ved Branddammen, indrømmede hun over for sig selv, at Lennarts egne psykologfordomme og gisninger om, hvad sådan et rødhåret apparat ellers havde af kompetencer, havde sat et aftryk i hendes bevidsthed og i hendes opfattelse af Jette. Lone vidste godt, at det var ævl. Hun vidste godt, at både Bjørn og Emil Dragsholm Smith og flere andre, hun kendte til, rent faktisk gik til fortsat behandling hos cand.psyk. J. Bartholdy. Alligevel kunne hun ikke se Jette gå langs Bygaden uden at komme til at tænke på ludermotivet.
Hun kørte gennem Bygaden. Det var snart mørkt. Det blev det tidligere og tidligere, og en del af hende kunne godt lide mørket, mens en anden del af hende forbandede det og fik hende til at spørge sig selv, hvorfor man ikke var født under mildere himmelstrøg. Gadelygterne i Dalede Vang havde for nogle år siden fået monteret nye lamper, som tændtes gradvis, først med en rødlig glød, som syntes at sige, nu tænder vi lige så gelinde op, folkens, for om lidt går det helt i sort.
Hun drejede til venstre ad Branddammen, svingede rundt langs dammen og Ibsens nedlukkede traktørsted. Langs dammen voksede stynede popler. Lyset i vest var gyldent, men kun i et hektisk bånd over Hegnet. Selve himlen var kontant blygrå og overskyet. Solnedgangen var som lysets negle, der holdt om horisonten.
Hun parkerede ved Jettes hus. Der holdt ingen biler, bortset fra Jettes insektgrønne Yaris.
Huset var en lang etplanslænge i hvidmalet gasbeton. Hun havde aldrig været derinde. Det havde

Han grinede med tænderne. –

Der kommer et tidspunkt, hvor en mand må slå sig ned, få en lille kone, starte en familie. Det sagde han. Starte en familie. Ligesom man starter en bil. Men Leif manglede kablerne. Det var bare ikke ham.

En høj, smilende mand med tykt, gråt hår, en mand, der gik i kraftige, sandfarvede fløjlsbukser og sømandstrøje.

Thor og Anita nikkede. – Jo, sagde Thor. – Det er vi.