Fredag aften

»Det drejer sig ikke altid om dig, når du er glad,« sagde Jules. »Det drejer sig ikke altid om dig, når du er ked af det.«

Jules tog remmen over skulderen og lagde højre arm beskyttende over tasken og holdt den tæt ind til sig. Hun havde på en måde ikke lyst til at chokere Eleanor. Hun havde faktisk ikke den ringeste lyst til at gøre noget, som måske kunne bringe Eleanor ud af ligevægt eller irritere hende, fordi Eleanor, skønt hun aldrig – og gud være lovet for det – sagde noget direkte varmt eller kærligt, altid havde tid til hende

Karen så pludselig helt fortvivlet ud.
Det røg ud af hende: »Nu sælger Blaise sit hus, så hun kan købe mig ud og indgå en ny aftale med en af vores kunder.«

men det var for nylig faldet ham ind, at hvis han opførte sig som en menneskelig pakke, ville han også blive behandlet som en

Toby havde ingen skrupler ved at lytte ved dørene. Bortset fra, at det var en ganske naturlig følge af at bo på et loft, var det i løbet af de sidste par uger kommet til at stå helt klart for ham, at hvis han ikke vidste, hvad der foregik, ville han ikke have nogen chance for at påvirke begivenhederne på en acceptabel måde

Det ville se ud, som om jeg misundte hende, som om jeg var jaloux, som om jeg ikke undte hende, at hun skulle være lykkelig –«

»Det her med at glemme,« sagde Lindsay, »det her med at glemme sine venner.«
»Hun har ikke glemt –«
»Nå, men hvad kalder du så det her? Hvad kalder du det, når hun aldrig ringer bortset fra at bede mig gøre noget for hende, passe Toby, for eksempel? Hvad kalder du det, når hun kun skal bruge mig til at tale om sig selv og aldrig tænker på mig, aldrig stiller så meget som et spørgsmål, aldrig spørger, hvordan det går med Noah?«

Jeg synes ikke,« sagde Blaise, »at vi skal være så snæversynede, hvad familien angår. Jeg synes, at idéen med familien, selv ordet familie, ofte bruges til udelukkelse af alt andet. Af alle os andre.«

»Det er måske ikke faldet dig ind,« sagde Eleanor roligt og lagde armene over kors på bordet, »men det er de samme – hvordan skal jeg nu sige det – pulsslag, der slår i mig som i dig. Alderen er en prøvelse og en prøve, men den lægger ikke en dæmper på noget. Der er ikke noget følelsesmæssigt, der formindskes. Det bliver anderledes, ja, men ikke mærkbart formindsket.«

Men de normale omstændigheder gjaldt ikke lige for øjeblikket. Paula var optaget af noget andet, som åbenbart betød, at der ikke var plads til ret mange andre ting