Løgstrup & Kierkegaard

Os selv (eller et selv) bliver vi først, når vi ikke blot er til stede i denne spænding eller optagethed, men når vi forholder os til os selv som værende i denne spænding – altså når vi med etikerens ord netop forholder os til vores liv og vælger os selv.

I etikken tjener det enkelte menneske det almene, altså sine omgivelser og dermed næsten og samfundet.

Etikerens svar til æstetikeren er altså, at den rastløshed, som æstetikeren hele tiden kæmper med, når han driver gennem livet fra det ene til det andet uden at finde varig hvile, stammer fra hans manglende forankring i tilværelsen – en forankring, der kun kan finde sted ved, at æstetikeren tager valget og dets alvor på sig og dermed forpligter sig på sine valg og sin tilværelse.

Dertil kommer, for det andet, at kærligheden er en del af menneskets væsen på en sådan måde, at mennesket selv har brug for at blive elsket, og derfor er medmenneskets kærlighed også nødvendig for at blive sig selv.

Derfor kan et menneske ifølge etikeren kun blive et helt selv, når dets kærlighed kan rette sig mod andre mennesker, f.eks. venner og familie.

Valget af pligten er menneskets mulighed for at træde ud af passiviteten og den uegentlige måde at leve på, da valget af pligten skal forstås som frihedens valg, hvorved mennesket træder i karakter og bliver en person i egentlig forstand.

Kun ved at blive fri for tilbøjelighedernes tyranni bliver mennesket frit.

Tilsvarende er pligten noget, der skaber en sammenhæng (eller med Kierkegaards ord: en kontinuitet) i det enkelte menneskes liv, så det bevarer en identitet, et jeg, og ikke bare flyder rundt som et blad i livets strøm, sådan som både spidsborgeren og æstetikeren gør.

Det afgørende valg er således valget mellem, om man vil leve æstetisk, eller om man vil leve etisk.

Idet man vælger, at valget mellem A eller B er forpligtende og dermed afgørende for, hvem man er, vælger man ikke kun A eller B, men man vælger samtidig sig selv; ens selv kommer til syne og virkeliggøres.