Zornig

begynder han at bevæge tungen forsigtigt rundt i min tissekone, mens han aer mig på lårene. På et tidspunkt lægger han sig på tværs i sengen for at kunne stikke sin tissemand ind i mor, mens han fortsætter med at bevæge sin tunge. Jeg kan ikke høre mors åndedræt, kun Jans, der bliver mere og mere højlydt. Pludselig fjerner han sig, rejser sig op på knæ, tager hårdt fat i min mors numse, rejser hende op på alle fire og pumper sit underliv hårdt frem og tilbage, mens han brøler højt.

Urie Bronfenbrenner, når han siger:
”For at kunne udvikle sig har et barn behov for det vedvarende, irrationelle engagement fra en eller flere voksne i omsorg og fælles aktivitet med barnet.
Spørgsmål: Hvad mener jeg med irrationelt engagement?
Svar: Nogen er nødt til at være helt tosset med det barn!”

jeg passer ikke ind i diplomatiske dialoger, hvor kompromis er kunst, og passion et problem.

have givet mig søvnen tilbage. Og sådan var det også. Indtil jeg pludselig begyndte at få de her små spjæt, der vækkede mig med tanker om, hvem der var død. Hvad jeg havde glemt. Hvem jeg havde svigtet. Om mine børn ville klare sig. Om jeg havde penge nok. Om jeg var en god nok arbejdsgiver. Om jeg i det hele taget var god nok. Og så videre. I starten kunne jeg vende mig om på den anden side og falde i søvn igen.

Angsten. Min gamle følgesvend, som jeg i mange år holdt tilbage og i ave, fordi jeg jo vidste, at den havde rod i noget reelt. En opvækst ud over det sædvanlige med mange helt reelle grunde til at være bange. Bange for de mennesker, der havde skadet mig, og bange for de skader, jeg havde pådraget mig. Bange for, om jeg ville kunne leve med dem. Om de ville forhindre mig i at leve – og ikke bare overleve. Om de måske oven i købet ville drage mig hen til kanten af en kløft eller karmen på et vindue på en høj etage i et særlig sort øjeblik. Jeg troede, jeg var sluppet for den forbandede angst.

Unge med en normal opvækst har et netværk, der kan støtte og rådgive praktisk og mentalt undervejs i det unge voksenliv, hvorimod udsatte børn ofte kun har et meget skrøbeligt netværk, der kan hjælpe med at sikre, at den unge får uddannelse og job.
Så frem til det attende år skal der arbejdes intenst med uddannelse – og dette uanset hvor sent barnet opdages og hjælpes

Men én ting, jeg ved, jeg duer til, er børn. Jeg har fået et stort kuld af stærke, sunde og helt specielle børn, som alle har fået mindst ét af mine træk som gennemgående hos dem. Flere i mine omgivelser har bemærket det.
Asbjørn og Magnus har fået sensitiviteten. Evnen til at mærke andre mennesker, næsten før de selv kan. Det er det, jeg kalder rovdyrtræk. Det har gjort dem til forsigtige og meget empatiske drenge som små, men jeg kan se, at de med alderen transformerer det til indlevelse og en evne for ægte lederskab af andre mennesker.
Ida har fået virkekraften. Hun koordinerer og arrangerer ting, som hendes jævnaldrende aldrig ville kunne overskue. Og er jeg eller Ole der ikke, tager hun forældrerollen, og får den også naturligt tildelt af de andre. Hun er skrap, men retfærdig.
Freja har fået frækheden, livslysten og troen på sig selv. Jeg glæder mig til at følge hende i gymnasiet, hvor hun helt sikkert vil blive jagtet af lærere og kastet tavleklude efter med et glimt i øjet.
Tea? Hun er venligheden og ordentligheden selv krydret med en ekstremt høj etik. Og så har hun fået en snert af min angst, men det meste af tiden bruger hun den konstruktivt til at sikre sig, at intet går galt. Skal jeg være sikker på, at noget bliver husket og gjort, er det hende, jeg betror opgaven til.
Fælles for dem alle er sødmen, mildheden, åbenheden og tilliden til andre mennesker. Den fandt jeg først i mig selv som voksen, men den har de fået med sig fra starten. Det bliver spændende at se, hvordan de forvalter den meget mærkelige arv, de har fra mig.
Mine børn har spurgt mig adskillige gange, hvorfor de ikke hedder Zornig ligesom mig. Så fortæller jeg dem, at jeg ikke ville videreføre arven fra det navn. Jeg har haft brug for navnet, fordi jeg havde brug for vreden for at frigøre mig fra min arv. Mine børn har ikke brug for vreden. De er født ind i lys og kærlighed. Til gengæld har mine nevøer og niecer stadig brug for navnet. De har brug for lidt mere vrede, lidt mere Zornig.
De har ikke brug for at få at vide, at de ikke må bruge navnet Zornig, som jeg fik at vide på min Facebook-væg, da jeg som nyudnævnt børnerådsformand talte offentligt om min families alkoholproblemer. Dele af min fars familie ville ikke forbindes med mig via navnet, blev der skrevet. Hvilket desværre for dem er et livsvilkår, på samme måde som det er et livsvilkår for mig at være vokset op i helvede.
Jeg er og bliver en Zornig. Og jeg er vred.

Min store frygt er også min økonomi. Jeg bor i en lille lejlighed, for jeg skal til enhver tid kunne klare at miste mit job og alligevel være tryg. For to år siden købte jeg en bil. Det var første gang, jeg blev eneejer af noget stort og værdifuldt, og da jeg underskrev købskontrakten, var det med tør mund og bankende hjerte.
En anden ting, jeg stadig kæmper med, er mit lave selvværd. I min position som børnerådsformand optræder jeg af og til kritisk og får ofte hug tilbage. Hvilket er helt naturligt. Men jeg rammes så forfærdelig hårdt af dem. Jeg har flere gange oplevet at bryde grædende sammen på grund af kritik – men gudskelov kun på steder, hvor det har kunnet håndteres. Det har været en stor hjælp for mig at være åben om min opvækst over for Børnerådets sekretariat, for der er derfra fuld accept af, at de har at gøre med en lidt særpræget personlighed, der indeholder både styrke og sårbarhed, og hvor der skal tages stort hensyn til den sidste del.

Jeg plejer at sige, at jeg er rimelig forstyrret på mange områder som følge af min opvækst. For eksempel kæmper jeg til stadighed med tilliden til andre mennesker. Jeg har altid en fod i døråbningen, en kattelem og en pakket taske. Helt bogstaveligt betyder det for eksempel, at jeg, på trods af at jeg nu har kendt Mikael i fire år og elsker ham højt, stadig tager alt mit tøj med, når jeg tager hjem efter at have været hos ham et par nætter. Når jeg pakker, efterlader jeg kun ting, jeg ville kunne undvære til evig tid. Trusser for eksempel. Intellektuelt ved jeg godt, det er fjollet, men hele mit nervesystem er kodet til at være klar til flugt og brud.

begravelsen var mor og far der, og jeg rasede, fra det øjeblik jeg trådte ind i kirken, til jeg sad i bilen igen. Da mor kastede sig grædende over kisten, var jeg ved at brække mig. Havde de bare givet ham den opmærksomhed, mens han levede. Han var heller ikke mere end lige kommet i hullet, da de begyndte at diskutere, hvem der skulle betale stenen